Du åbnede mine øjne.

Du åbnede mine øjne. For virkelighedens grumme ansigt. Lærte mig at livet er en dans på roser, og at jeg med garanti vil stikke mig. Du lærte mig, at mennesker er onde. At det vi kalder paradis på jorden, blot er helvedet i forklædning. Du viste mig den barske sandhed, viste mig dine ar på krop og sjæl. Jeg fældede forsigtigt en tårer i mørket, da du viste mig, den værste sandhed af dem alle. At du ikke altid har været lykkelig. Mit hjerte knuste, da jeg indså. At smilet på dine læber blot var en opdigtet løgn. Men før jeg nåede at reagere, redde dig fra helvedes ild. Der lyste dine øjne op. Som et lyn fra en blå himmel, stod du foran mig i al din pragt. Havde jeg ikke kendt dit ansigt, ville jeg havde troet du var en engel. Din selvtillid strålende ud ad dig. Du rettede dig langsomt op, fik en stærkere rygrad, og blev pludselig fem centimeter højere. Din latter dansede bragende igennem mørket i takt med dine fødder, ødelagde alle mine frygte, som du selv havde skabt. Du gav mig briller på, og mine øjne åbnede sig straks mere. Tillod mig at se, hvad du egentlig hele tiden havde prøvet at vise mig.  At verden er hvad vi gør den til. Og livet er vores eventyr. Vores opvækst er en legeplads, hvor man selvfølgelig kan slå hul på knæet imens man kravler rundt. Og det hænder, at arret aldrig forsvinder, men derfor skal vi stadig lære at gå. Og hvis vi virkelig ønsker det, kan vi danse som du. Med oprejst pande, og flyvende hår lokker i vinden. Og mens vi danser der, på vej igennem livet. Der glemmer vi ofte, det lille ar. Så når solen igen begynder at stige op imod sky, så husk dig selv. Husk hvor du kom fra. Hvem du engang var. Og ikke mindst. Mind dig selv om, hvor du gerne vil hen. Så jeg er dig taknemmelig. For at have vist mig dansen. For at være vokset. Du åbnede mine øjne. For virkelighedens sandfærdig ansigt.