Jeg ser din sorg.

Sorgen står malet i dit ansigt. Jeg har for længst set tåren der presser sig på. Jeg kan se du kæmper, med alt hvad du har i dig. Må bevare fatningen, må holde dig stærk. Du kæmper med livet som indsats, for ikke at give slip. Du oplever en af de største sorger, et menneske kan opleve. At miste sin mor. Jeg græder, når jeg kigger dig dybt i øjnene. Mit hjerte knuses, når jeg ser du smiler tapperet. For ikke at miste din maske, for at bevare dit overskud. Jeg ved ikke hvordan du gør det, jeg ville aldrig kunne. Min respekt for dig vokser, når jeg ser hvordan du lukker tårene ud. Her hvor ingen kan se dem, kan du endelig lade dem falde. Lade det hele komme op til overfladen. Jeg ville ønske jeg kunne tage din sorg. Bare natten over, så du kan få lukket dine tunge øjne. For jeg ved, at selvom du er ødelagt af søvnmangel, får du ikke meget søvn i nat. Jeg ville tage imod din sorg, med en åben kyshånd. Holde om den, og passe på den, til du var klar til at tage den tilbage. For sorgen er vigtig, en stor del af det at være menneske. Du fortjener at få den tilbage, ligesom du efterlod den. Mørke og altødelæggende. For sorgen er en sjælestjæler, der æder en op med rub og stub, hvis ikke man passer på. Men plej den og pas på den. Og med tiden, vil sorgen blive til de smukkeste minder. Minder om den gang, du mistede din elskede moder. Om de sidste minutter i havde sammen. Om den smukkeste begravelse man kan tænke sig til. Minderne vil du bære med dig resten af livet. Elske dem. Men indtil da, vil sorgen være din hersker og følgesvend. Ødelægge din sult, smadre din søvnrytme, trampe på dine følelser. Bare husk, ven. Du er ikke alene. Jeg ser din sorg.

fritids psykopat.

Du tror du kender mig. Siger jeg er sindsyg og fucked up. Sandheden er dog en anden - jeg er værre end du kan forestille dig. Jeg er fritids psykopat. Lever livet på kanten. Jeg har stemmer i mit hoved, der beder mig slå ihjel. Drivkræften i mig, er mørket. Det farlige. Det onde. Mit hoved er fuld af dunkle tanker, om seriemordere og djævelen selv. Jeg sulter mig selv, for at mærke min mave æde sig selv op. Skærer dybt i armen, kun for at se blodet løbe. Jeg glemmer min medicin, kun for at føle mig lidt mere skør. Jeg lever og ånder for det, så før du kalder mig sindssyg, før du kalder mig fucked up.. Så tænk lige om du skal bruge værre ord.

Dronning og Konge af mørket.

Kom og mød mig i mørket. Jeg står her alene, ånder ind og ånder ud. Kun min ånde kan ses i denne stjerneklare nat. Jeg står kun og venter på dig, tænker på dig, længes efter dig. Jeg vil mærke dig, tæt på mig. Kom bare tæt på, og lad og se hvad der sker. Om vi to, sammen, bliver dronning og konge af natten. Lad os herske i natten, når solen er gået bort. Lad os overtage mørket, lad os overtage natten. For natten er vores, mørket er vores skjulested. Vores egen legeplads, hvor vi selv sætter reglerne. Her i nat, kan vi to alt. Vi bestemmer selv, hvor vi er. Hvad vi er. Hvem vi er. Dronning og konge af mørket.

Min mester.

Jeg sidder her, tryllebundet af dine ord. Kigger drømmende ind i skærmen, forsvinder langt væk. Hen over bjerge, høj op i skyerne, langt under vandet. Du forhekser mig med dine ord, giver mig en følelse, for blot at rive den fra mig igen. Du stikker og prikker til mig, får mig ofte til at græde. Men oftes sidder jeg med et kæmpe smil på mine læber, griner nærmest. Jeg forstår ikke hvordan du gør, som du gør. Forstår ikke hvordan du gør lige netop det, jeg ville ønske jeg kunne. Når jeg føler mig "a little blue" finder jeg dine bøger frem fra hylden. Tørre støvet forsigtigt af, og sætter mig i hjørnet af sofaen. Slukker det store lys i stuen, og tænder lidt stearinlys hist og her. Langsomt åbner jeg for den første bog. Med lette fingre der danser hen over siderne, læser jeg. Humøret skifter, svinger op og ned. Pludselig føler jeg vreden dunke i mig, som bassen fra musikken. Hvordan kunne du ?! Hvordan kunne du tage min drøm, og gøre den virkelig for dig ? Hvordan kan du skrive dine smukke ord, når mine blot ligger her bag tungen? Mine ord kommer ikke længere frem, men du kaster dine ud som var det en leg. Må jeg hade dig lidt, bare for en stund? Men det er svært, for du er min ven, min lærer, min Mester.

Frøken Misforstået

Du vender og drejer mine ord, kaster dem rundt i luften og griber den igen - for blot at smide dem der op igen. Du tolker alt omvendt, misforstår hvert et ord der kommer ud af min mund. Jeg forstår det ikke, snakker jeg måske ikke dansk? Nok er jeg halv polak, snakker lidt hurtigt og mumler lidt - men er det virkelig så svært at forstå? Jeg lægger trykkende rigtigt, smiler og blinker på det ene øje. Alligevel er det ikke til at forstå, for dig. Eller er det bevidst, en leg for dig?! Stikker til mig, for at se mig farer op i en spids? Jeg forstår det ikke, er det mig ?! Jeg er misforstået, frøken misforstået til dig!

Blå øjne.

Blå øjne, der hjemsøger mine drømme.

Da mine øjne blev velsignet af synet af dig,
løb mine øjne i vand.
Det sitrede i hele min krop,
jeg rystede nærmest.
Aldrig før har jeg set sådan en skønhed.
Dit lyse hår, og dine himmelblå øjne.
Din lysbrune hud, og dine ildrøde læber.
Du elskede mig for en stund,
lærte mig virkelig, hvad kærlighed betyder.
Men du forlod mig,
mente ikke længere at vores nutid,
havde en fremtid.
mente ikke længere,
at dig og mig, var som skabt for hinanden.

Læber der ikke længere hvisker mit navn.
Hænder der ikke længere rør ved min krop.
Øjne der ikke længere kigger min vej.

Blå øjne, der hjemsøger mine drømme.