Klage over "fantasi væsner"

Du har sikkert prøvet det. Tandfeen lagde en krone for lidt, påskeharen havde gemt dit æg alt for godt - eller har Ole luk'øje svigtet dig igen? Måske havde du været artig hele året - men julemanden glemte dig, eller nissen på loftede spiste grøden men lavede stadig ballade? Lovede Peter Pan dig en flyvetur som du aldrig fik, eller kom storken med en lillebror i stedet for en lillesøster?

Bare rolig, du er ikke alene ! Jeg har ikke fundet et sted hvor man kan klage over disse figure, men ligesom alle andre steder, så når klagen jo sikkert ikke frem alligevel. Så nu giver jeg dig muligheden for at klage, lige her! 

For at åbne lidt op for de folk, der ikke tror på disse figure, får i nu også muligheden. 
Betalte du for en rejse, uden at se Loch Ness-uhyret? Skubbede Den Afskyelige Snemand dig ned fra bakken, da du stod på ski, eller nåede du ikke at tage et billed af den ufo du så? Fik du en dårlig reinkarnation eller har en dæmon besat din cd afspiller, så der kun kommer Nik og Jay ud? Åbnede bjerget ikke da du sagde "Sesam sesam luk dig op" eller fløj heksen ikke til Bloksbjerg? Hvis du har et spøgelse der larmer lidt for meget, eller en drillenisse der gemmer dine nøgler, er du også velkommen. 
Er du utilfreds med noget du har oplevet, med disse upålidelige væsner, så smid en klage. Jeg lover at de vil blive læst, men jeg kan ikke love at der sker noget i sagen, udover at jeg får mig et godt grin på jeres bekostning. Til gengæld får du sikkert en historie som du kan grine af. En rigtig vind-vind situation

Religiøs overbevisning

Jeg behøver ingen højere magter, for at få min bøn hørt. Selv ikke jeg fortjener, at mine bønner ej bliver hørt. Man kan tale om spildte bønner, og man kan tale om fornuft. Jeg behøver ingen højere magter, for høre min egen bøn.

Jeg er min egen værste fjende.
Kun jeg kan grave min egen grav,
og hælde ulykkens sorte maling udover hele min verden.
Jeg er den eneste der kan forpeste hele mit liv,
alt imens jeg sårbar og nøgen står og ser til.

Jeg er min egen lykkesmed.
Kun jeg kan finde lykken,
og drikke lidt af livets kraftfulde eliksir.
Jeg er den eneste der kan finde lykken i mit indre,
for kun med mig selv, dybt i mig selv, er jeg lykkelig.

Jeg er min egen tryllekunstner.
Kun jeg kan få magien til at ske,
og se hvordan ondt og godt harmonere med hinanden i dette spil.
Jeg er den eneste der har det magic touch,
når det drejer sig om at male livets vej med fingermaling.

Jeg behøver ingen religiøs overbevisning, for at finde roen dybt i mig selv. Selv jeg kan digte historier, fortælle farverige eventyr. Man kan tale om spildte bønner, og man kan tale om fornuft. Jeg behøver ingen højere magter, for jeg er min egen herrer.

Du åbnede mine øjne.

Du åbnede mine øjne. For virkelighedens grumme ansigt. Lærte mig at livet er en dans på roser, og at jeg med garanti vil stikke mig. Du lærte mig, at mennesker er onde. At det vi kalder paradis på jorden, blot er helvedet i forklædning. Du viste mig den barske sandhed, viste mig dine ar på krop og sjæl. Jeg fældede forsigtigt en tårer i mørket, da du viste mig, den værste sandhed af dem alle. At du ikke altid har været lykkelig. Mit hjerte knuste, da jeg indså. At smilet på dine læber blot var en opdigtet løgn. Men før jeg nåede at reagere, redde dig fra helvedes ild. Der lyste dine øjne op. Som et lyn fra en blå himmel, stod du foran mig i al din pragt. Havde jeg ikke kendt dit ansigt, ville jeg havde troet du var en engel. Din selvtillid strålende ud ad dig. Du rettede dig langsomt op, fik en stærkere rygrad, og blev pludselig fem centimeter højere. Din latter dansede bragende igennem mørket i takt med dine fødder, ødelagde alle mine frygte, som du selv havde skabt. Du gav mig briller på, og mine øjne åbnede sig straks mere. Tillod mig at se, hvad du egentlig hele tiden havde prøvet at vise mig.  At verden er hvad vi gør den til. Og livet er vores eventyr. Vores opvækst er en legeplads, hvor man selvfølgelig kan slå hul på knæet imens man kravler rundt. Og det hænder, at arret aldrig forsvinder, men derfor skal vi stadig lære at gå. Og hvis vi virkelig ønsker det, kan vi danse som du. Med oprejst pande, og flyvende hår lokker i vinden. Og mens vi danser der, på vej igennem livet. Der glemmer vi ofte, det lille ar. Så når solen igen begynder at stige op imod sky, så husk dig selv. Husk hvor du kom fra. Hvem du engang var. Og ikke mindst. Mind dig selv om, hvor du gerne vil hen. Så jeg er dig taknemmelig. For at have vist mig dansen. For at være vokset. Du åbnede mine øjne. For virkelighedens sandfærdig ansigt.

vederstyggelighed

Mærk djævlens varme flammer der skyder op fra helvedet. Se mørket overtage jorden og ondskaben herske. Jeg har altid været her. I alle former og forklædninger. Jeg er det du frygter og de ubesvaret spørgsmål. Jeg er løsningen på alle dine problemer og indeholde alt det man ikke snakker om. Jeg har ingen grænser og ingen medfølelse for dig. Velkommen til livet. Til min verden. Til min verden i mørket. Jeg er omgivet af et hav af flænset kød, og sidder på min trone af knogler. Min dam er fuldt af blod og de onde skabninger er mine husdyr. Denne verden er virkelig. Flammerne knitre og danser forførende. Ondskaben løber i mine åre og mit blik er lumsk. Jeg er den faldende engel. Den afskyelige skabning du ikke tør tro på findes. Ondskaben er nær, kan du føle den? Jeg er absolutte umenneskelig. Selvom jeg indeholder så meget menneskeligt. Jeg indeholder det samme som du. Jeg bære de mørke følelser som en kappe og de onde tanker er min legeplads. Helvedet er mit hjem, jorden er min legeplads. Jeg bære det afskyelige mærke. Det alle undgår. Jeg er roden til alt ondskab. Jeg kaster mørket indover landet. Slipper mine kæledyr løs og lister de onde tanker i dit hoved. Jeg er vederstyggelighed. Jeg er Abomination.

verbal diarre

Tungen smækker, spytter hvert et ord ud med had. Vreden får afløb og hvert et ord slippes løs. Ord kastes op, i mundrette bidder. De stinkende skældsord, bliver slynget som en pisk i luften. Foruroligende ord kastes i hovedet på modspilleren. Kunne ord give mærker, ville du nu være guld og blå. Stemningen er tyk som tjære. Alderen sænkes, de tomme ord og trusler, minder mest af alt om en utilfreds børnehave. Hævnen er sød, og den leger ondskabsfuldt med de skærende sætninger. En atombombe, i forklædning af uskyldige ord. En usynlig vold. Bomben springer, smadre alt omkring sig. En faretruende stilhed bryder frem. Luften er urolig og anspændt. Der kommer ikke flere ord. Den verbale mund diarre er stoppet.

Verdenen og livet

Jeg hader ikke dette liv,
ikke fordi jeg ikke kan hade så højt,
men fordi jeg ikke har lyst.

Jeg elsker ikke dette liv,
ikke fordi jeg ikke kan elske så højt,
men fordi jeg ikke har lyst.

Jeg hader denne verden,
ikke så meget som jeg kunne,
men hadet er der stadig.

Jeg elsker denne verden,
ikke så meget som jeg kunne,
men kærligheden er der stadig.

Verdenen og livet er ikke samme ting.
Jeg elsker og hader verdenen,
fordi den er så sort og hvid.
Jeg kan se den blive ødelagt, jeg ser det ske nu.

Verdenen og livet er ikke samme ting.
Jeg elsker og hader ikke livet,
fordi det ville være det samme,
som at elske og hade mig selv.

Jeg kan til en hver tid sige farvel til denne verden,
men jeg tror aldrig jeg bliver klart,
til at sige farvel til mig selv og mit liv.
Jeg vil ikke bindes med følelser til livet - som jeg er til verdenen.

Vrede

Vreden pulser i mine åre,
pumper denne gift rundt i min krop.
Hele min krop ryster og sitre,
kæmper for at få afløb for vreden.
Min tunge kaster spydige ord ud,
min hjerne er for længst stået af.
Blodkaret i min pande vokser,
mens mine øjne bliver smalle.
Vreden står malet i mit ansigt,
og hele min krop er nu forgiftet.
Mit hjerte galopere afsted der ud af,
jeg kan høre mit blod suse i mit øre.
Et sted dybt i mig kæmpes der en kamp,
en indre kamp mellem freden og vreden.
Jeg ville kunne knuse hele denne verden,
hvis jeg lod mine vrede få frit løb.
Men min vrede vil aldrig vinde denne kamp,
så længe freden i mig kæmper imod.
Jeg tager en dybt indånding,
mens vreden kaster håndklædet i ringen.