vederstyggelighed

Mærk djævlens varme flammer der skyder op fra helvedet. Se mørket overtage jorden og ondskaben herske. Jeg har altid været her. I alle former og forklædninger. Jeg er det du frygter og de ubesvaret spørgsmål. Jeg er løsningen på alle dine problemer og indeholde alt det man ikke snakker om. Jeg har ingen grænser og ingen medfølelse for dig. Velkommen til livet. Til min verden. Til min verden i mørket. Jeg er omgivet af et hav af flænset kød, og sidder på min trone af knogler. Min dam er fuldt af blod og de onde skabninger er mine husdyr. Denne verden er virkelig. Flammerne knitre og danser forførende. Ondskaben løber i mine åre og mit blik er lumsk. Jeg er den faldende engel. Den afskyelige skabning du ikke tør tro på findes. Ondskaben er nær, kan du føle den? Jeg er absolutte umenneskelig. Selvom jeg indeholder så meget menneskeligt. Jeg indeholder det samme som du. Jeg bære de mørke følelser som en kappe og de onde tanker er min legeplads. Helvedet er mit hjem, jorden er min legeplads. Jeg bære det afskyelige mærke. Det alle undgår. Jeg er roden til alt ondskab. Jeg kaster mørket indover landet. Slipper mine kæledyr løs og lister de onde tanker i dit hoved. Jeg er vederstyggelighed. Jeg er Abomination.

verbal diarre

Tungen smækker, spytter hvert et ord ud med had. Vreden får afløb og hvert et ord slippes løs. Ord kastes op, i mundrette bidder. De stinkende skældsord, bliver slynget som en pisk i luften. Foruroligende ord kastes i hovedet på modspilleren. Kunne ord give mærker, ville du nu være guld og blå. Stemningen er tyk som tjære. Alderen sænkes, de tomme ord og trusler, minder mest af alt om en utilfreds børnehave. Hævnen er sød, og den leger ondskabsfuldt med de skærende sætninger. En atombombe, i forklædning af uskyldige ord. En usynlig vold. Bomben springer, smadre alt omkring sig. En faretruende stilhed bryder frem. Luften er urolig og anspændt. Der kommer ikke flere ord. Den verbale mund diarre er stoppet.

Verdenen og livet

Jeg hader ikke dette liv,
ikke fordi jeg ikke kan hade så højt,
men fordi jeg ikke har lyst.

Jeg elsker ikke dette liv,
ikke fordi jeg ikke kan elske så højt,
men fordi jeg ikke har lyst.

Jeg hader denne verden,
ikke så meget som jeg kunne,
men hadet er der stadig.

Jeg elsker denne verden,
ikke så meget som jeg kunne,
men kærligheden er der stadig.

Verdenen og livet er ikke samme ting.
Jeg elsker og hader verdenen,
fordi den er så sort og hvid.
Jeg kan se den blive ødelagt, jeg ser det ske nu.

Verdenen og livet er ikke samme ting.
Jeg elsker og hader ikke livet,
fordi det ville være det samme,
som at elske og hade mig selv.

Jeg kan til en hver tid sige farvel til denne verden,
men jeg tror aldrig jeg bliver klart,
til at sige farvel til mig selv og mit liv.
Jeg vil ikke bindes med følelser til livet - som jeg er til verdenen.

Vrede

Vreden pulser i mine åre,
pumper denne gift rundt i min krop.
Hele min krop ryster og sitre,
kæmper for at få afløb for vreden.
Min tunge kaster spydige ord ud,
min hjerne er for længst stået af.
Blodkaret i min pande vokser,
mens mine øjne bliver smalle.
Vreden står malet i mit ansigt,
og hele min krop er nu forgiftet.
Mit hjerte galopere afsted der ud af,
jeg kan høre mit blod suse i mit øre.
Et sted dybt i mig kæmpes der en kamp,
en indre kamp mellem freden og vreden.
Jeg ville kunne knuse hele denne verden,
hvis jeg lod mine vrede få frit løb.
Men min vrede vil aldrig vinde denne kamp,
så længe freden i mig kæmper imod.
Jeg tager en dybt indånding,
mens vreden kaster håndklædet i ringen.

Uvished

På grund af din manglende visdom,
drikker du af slangens gift.
Sælger din sjæl til djævlen,
forsøger at finde vejen til klogskabens træ.
Du ved ikke hvad du skal stille op med din viden,
eller hvordan du skal finde den viden du søger.
Du har forsøgt alt, søgt svar over alt,
alligevel står spørgsmålstegnet skrevet i dit ansigt.
Din viden er ikke længere brugbar,
selvom du har kæmpet så længe for den.
Din uvished tordner,
da himlen og jorden mødes.
Din viden erklærer,
at din viden slet ikke er så stor.
Du ved for meget om livet på jorden,
selvom du er så uviden i erfaring.
Du ved alt for lidt om livet efter døden,
selvom du er så ufattelig tæt på.
Derfor drikker du slangens gift,
og sælger din sjæl til satan.
Så du tør se det i øjnene,
du ikke kender noget til.

Ulvetimen

Himmelen skifter sine farver ud,
de mørke skyer trænger ind over land.
Solen svinder bort og slikker sine farver væk.
Jeg sidder her alene i tusmørket,
mærker ulvetiden der kryber ind over mig.
Midt i det grå landskab,
danser skyggerne deres velkom's dans.
Kulden begynder at rense luften,
for al menneskets ondskaber.
Jeg snuser den rolige luft dybt ind,
gør mig klar til de lange nattetimer.
Mine fingre begynder at dirre,
og min krop fyldes med en rystende kulde.
Et forførende smil spiller på mine læber,
mens jeg tænker på hvad natten vil bringe.
En stjerne viser sin nøgne krop højt oppe,
på den nu kulsorte himmel.
Natten ligger klart for mine fødder,
med månen som min private guide.

Tryghed og varme

Kold og skærende som en kirurgs skalpel,
tvinger vinden sig ind igennem min åbne dør.
Mørket hersker, uden for mit lukkede vindue,
mens jeg bader i det kunstige lys fra lampen.
Selvom ondskaben kan vade lige ind i mit hjem,
føler jeg sikkerheden som et tykt tæppe på min krop.
Men frygten kryber langsomt op i mig,
når jeg tænker på hvem der gemmer sig i mørket.
Søger ly i natten, så de kan bevæge sig frit.
Dybt inde i mig selv indser jeg langsomt,
at jeg ikke frygter andre end mine artsfæller.
De selv samme mennesker der skaber min tryghed,
er dem der kan fjerne den hurtigere end noget andet dyr.
Jeg drikker stille min te, mærker varmen sprede sig i mig.
Mit tv kører uforstyrret foran mig,
fuldstændig ligeglad med mine tomme blikke.
Mine tanker er langt væk fra denne varme trygge stue,
de befinder sig i et hus hvor tvivlen hersker.
Vinden der blæser igennem min åbne dør,
er pludselig et tydeligt bevis på, hvor tæt på faren er.
Min stabile tryghed bliver ubevidst forstyrret,
når jeg tænker på, hvor højt jeg ville ønske,
at jeg blot kunne give dig en bid, af min tryghed og varme.

Tilbeder Og Elsker

Jeg tilbeder dig af hele mit hjerte,
men jeg frygter for den smerte du kan påføre.
Hvis jeg en dag tilbeder dig,
uden at frygte for helvede.
Brænd mig da op i helvede.

Jeg tilbeder dig af hele min sjæl,
men jeg ønsker stadig at dele paradiset med dig.
Hvis jeg en dag tilbeder dig,
uden at ønske at komme i paradiset.
Lås mig da ude af paradiset.

Jeg tilbeder dig med alt hvad jeg ejer,
men jeg tilbeder stadig mig selv højere.
Hvis jeg en dag tilbeder dig blindt,
uden at tilbede mig selv højeste.
Nægt mig da din skønhed.

Jeg tilbeder dig så højt, fordi jeg elsker dig så inderligt.
Men jeg tilbeder og elsker mig selv højeste.
Hvis jeg en dag tilbeder dig, uden at elske dig.
Elsker dig, uden at tilbede dig.
Afskær mig fra din verden.

Lad mig igen lære at elske og tilbede mig selv,
før jeg igen prøver at elske og tilbede dig.
Lad mig dele helvede og himmelen med mig selv,
før jeg igen prøver at dele det hele med dig.

Tilbage blik.

Dagen var egentlig lang,
krævende men rolig.
Den let røde farve,
danser over mine bare skuldre.
Beviset på solens kræfter,
mærket efter et par timer ude.
Omgivet af venner og familie,
glæde og en masse smil.
Smerten i min ryg,
minder mig om jeg igen har dummet mig.
Løftet lidt for meget,
givet en hånd for meget med.
Smøgen imellem mine læber,
brænder hurtigt ned mod sit mål.
Det kradser let i min hals,
og den sidste smøg er snart røget.
Jeg burde ikke åbne en ny,
alligevel ryger papiret af pakken.
Min pung er igen tom,
som var pengene fløjet ud.
Dog er jeg mæt og mit køleskab fyldt,
faktisk mangler jeg intet.
Hovedpinen begynder at melde sin ankomst,
tigger mig om at stoppe.
Men jeg skal bare lige,
du kender det jo godt.
Mine øjenlåg er tunge,
og jeg gaber dybt igen.
Jeg burde finde min seng,
og ikke blive ved.
Alligevel sidder jeg her,
nyder stille mit tilbage blik.

Til grin.

Du flyver så højt. Lever i en evig rus, høj af din selvtillid og troen på dig selv. Du gør dig bedre end du er. Tror verdenen drejer rundt omkring dig. Du føler dig på toppen, tror aldrig du kan falde ned. Jeg kan sige hvad jeg vil, jeg ved du aldrig kommer ned der fra. Din rus er så stor, at ingen kan trænge igennem. Du tror du er guds gave til kvinder, manden der burde sidde på tronen. Du er ikke prisen på den hvidehest, for mig. Dit selvglade smil og din egoistiske stil, tvinger kvalmen op i halsen på mig. Da jeg indså hvor lav du er, mistede jeg respekten. Du er til grin, tro hvad du vil. Du er så fucking stolt af dig selv. Men af hvilken grund? Hvad med alle dine fejl? Dem som alle ser? Du tror stadig livet ligger for dine fødder, men du tager grusomt fejl. Du brænder dine broer, ødelægger det for dig selv. Du tror måske du ramte mit hjerte? Tror du gjorde en forskel for mig? Du er intet - Selvom du er så meget. Jeg går lige ud og brækker mig, holder du så din kæft når jeg kommer tilbage?

Teenage liv.

Åndssvagt. Det hele var så åndssvagt. Hvad nyttede det overhoved at blive ved? Hun sad åndsfraværende og kradsede kruseduller ned på papiret. Linjerne på papiret ødelagde det hele. Hvor var det dog grimt. Hun rev siden af og smed den mod skraldespanden. Hun ramte som altid, ikke. Bunken af papir havde vokset sig større siden sidst hun lagde mærke til den. For helvede! Hvor længe havde hun sat der?  Hun strøg en usynlig hårtot om bag øret, en dårlig vane fra da hun havde langt hår. Nu var det bare kedeligt og kort. Men hvad betød det egentlig? Der var alligevel ingen der lagde mærke til hende. Men hun var også ligeglad. Det fortalte hun i hvert fald sig selv. Gråden stak til hende igen, og hun greb ud efter hendes glas. Hendes hånd ramte lige ind i den, så den faldt mod jorden. Hun så det hele i slowmotion, også da glasset knuste og vandet sprang ud som et springvand. Hvor var det hele dog åndssvagt. Hendes strømper var våde, så hvad nyttede det at begynde at tørre op nu? Tingene der lå ved hendes fødder sejlede i vand. Hun var ligeglad. For hendes skyld kunne de rådne op. Hun havde ikke brug for dem. Faktisk havde hun ikke brug for noget som helst. Det var i hvert fald hvad hun sagde til sig selv. Hun kiggede ligegyldigt ud igennem vinduet. Så på menneskerne der gik forbi. Ubevidst rettede hun på blusen. Den var faldet ned igen. Typisk. Hun kunne ikke lide at kigge ud på menneskerne. De var så tæt på, men alligevel så langt væk. Det gav hende en dårlig fornemmelse, og en knude voksede i hendes mave. Menneskerne gik frem og tilbage. Nogen alene, andre hånd i hånd. Men fælles for dem alle, så var de på vej et sted hen. Hun sad bare her helt alene, uden at have et sted at være. Hun krummede sine tær da kuldegysningerne løb hende koldt ned over ryggen.  Hvor var livet dog åndssvagt. Det var slet ikke den store gave som alle sammen snakkede om. Hun blinkede hurtigt en tåre væk, men er ikke forberedt på den næste. Pludselig løb tårerne ned af hendes kinder og vreden blussede op i hende. Hun rejer sig hurtigt og gik frem og tilbage. Hvor var det dog åndssvagt. Som om hun ville komme nogen steder, bare fordi hun gik der inde. Hun sparkede hårdt til væggen. Hun hørte ikke det der splintrede, og mærkede ikke smerten i hendes fod. Hun bare gik og gik. Hun hev forpustet efter vejret, mens hun prøvede at få kontrol over tårerne. Hvorfor skulle de også komme? Det hjalp jo ingen ting. Hvor var det dog åndssvagt. Hun tog kuglepennen og blokken fra bordet og smed sig på sin seng. Et stykke glas havde boret sig ind i hendes hæl, men hun mærkede det ikke. Hun så det først da hendes hvide sengetæppe pludselig blev plettet. Typisk! Hun bandede højlydt og slog ned i sengen. Kuglepennen fløj et par centimeter op før den landede igen. Hun tog sin pude og knugede den hårdt ind til sig. Hun hvilede sin hage på sine knæ og kiggede tomt ud i rummet med blanke øjne. Blusen faldt ned igen, og hun rettede automatisk på den igen. Åndssvagt. Det hele var åndssvagt.

Tanker, virkelighed eller blot en tekst?

Hvad tror du dette er ? En uskyldig blog? En forvirret tankegang? Måske endda en skræmmende virkelighed? Uanset hvad det er så har jeg har brug for at skrive, og DU er mit offer.

Mit offer jeg tvinger ind i min hjernes underlige gange og lukker kasserne med hemmeligheder op. Mine inderste tanker der skriger for at komme ud, men ingen høre dem. Jeg fanger dig og binder dig, mens jeg fastløser dine øjne på min tekst. Som et trafikuheld. Man ved det bliver grumt, man ved man kommer til at græde sig selv i søvn mens blodet stadig sidder på nethinden, men man skal bare lige have det sidste blik..

Se nu er du forberedt på det værste, og bliver møg skuffet hvis jeg ikke levere. Men hvad vil du gøre? Tvinge dig ind i min hjerne og åbne op for mine tanker? Er du sikker på det er den vej du vil gå?

Faktisk er dette ikke mig, såvel som det heller ikke er dig. Det kunne godt ha været os begge - eller en helt anden. Hvem ved hvem disse tanker tilhøre? Hvis det da er tanker det er. Hvem den rette ejer mand er? Deler flere sjæle samme tanke?

Vi er den mest fantastiske race på jorden.
Den race som er så langt mere udviklet er vi er begyndt at udslette os selv.
Vi ligger øverst i fødekæden - skønt vi bliver dræbt af dem under os.
Livet tvinger os ud over vores grænser.
Presser os op mod muren så vi som en anden hund viser tænder og til sidst går vi til angreb. Men hvem er det vi angriber? Hvornår er vi jægeren og hvornår ender vi som byttet? Er du jægeren eller at du byttet ? Hvem er det du jager - eller hvem flygter du fra?

Du prøver at finde ud af hvem jeg er. Jeg ved det godt selv. Du tror mit sind gemmer svaret, men du ville aldrig finde det. Mørket i mit sind er for sort, og kun jeg kender dens stier. Jeg skjuler noget. Noget du aldrig vil komme til at se. Men gemmer du måske ikke selv noget - noget jeg aldrig kommer til at se? Prøver du måske at finde ud af hvem du selv er?

Jeg kunne være den soldater, der dræber kvinder og børn.
Jeg kunne være den civile, du føler med.
Jeg kunne være den pædofile, du advare dine børn imod.
Jeg kunne være barnet, du så inderligt føler med.
Jeg kunne være den voldtægtsmand, du frygter at møde.
Jeg kunne være offeret du ikke ønsker at blive.
Jeg kunne være den morder, du høre om i tvet.
Jeg kunne være den døde, som ligger i graven.

Og jeg, kunne være dig, så vel som det kunne være en anden.

Du mener der er noget galt. I min hjerne. I mit sind. I min krop. Føler du måske selv der er noget galt med dig? Jeg er lige så normal som du - men hvor normal er du selv?

Er dette blot tanker? Er dette virkelighed? Eller er dette blog en ligegyldig blog?

Tanker om Lykken

Lykken er mange ting. Forskellig fra person til person. Grundlaget for lykken er simpel. Det kræver øvelse at lære at være lykkelig. Lykkelig i nuet. Lykken starter altid i et rent sind. Hvis du lader dig påvirke af uro, tanker eller bekymringer bliver du aldrig lykkelig. Accepter lykken, lad den komme og lad den gå. Nyd den mens den er her, forbered dig mens den er væk. Vi kan være lykkelige over de små ting i livet, hvis vi blot giver os selv tilladelse og ro til det. Hvis der er uro og dit sind er fuldt af tanker. Tag en pause. Prøv ikke at finde lykken. Dit sind skal være åbent og rent. Lykken skal nok komme til dig, når du er klar. Et uroligt sind, er et ulykkeligt sind. Hav tillid til dit sind og til din lykke. Der er ingen grund til at forhaste sig. Lykken forbliver aldrig væk. Du skal tillade dig selv, virkelig at være lykkelig. Du kan ikke gøre andre mennesker lykkelige. Men hvis du er lykkelig, kan du lære andre at finde lykken. Finde lykken som du har gjort det. Du behøver ikke lære dit sind at være lykkelig. Dit sind kender lykken. Ved hvor den findes. Dit sind ønsker lykken og roen lige så meget som du. Vær tålmodig og stol på lykken. Stol på at den kan komme og gå, men du vil opleve den flere gange. Måske ser du den bare ikke. Hvis du ikke lever i nuet, vil du aldrig finde lykken. Aldrig finde det rolige sted, hvor du kan acceptere lykken. Lykken er en stor ting, men den er ikke større end det du selv gør den til. Hvis du leder efter den store lykke, vil du ikke kunne kende de små du møder på din vej. Alle mennesker kan være lykkelige. Alle mennesker ønsker at være lykkelige. Men ikke alle oplever lykken. Smil til andre på din vej, del ud af din lykke. Hvis du ikke har lykken, så frygt ej. Brug dine sanser, og mærk de små ting i livet. Mange ting er ens blot forskellige. Forskellige, men alligevel ens. Om det er oplevelser eller mennesker. Vi er forskellige - vi er ens. Hvis du lære dette vil du aldrig kede dig, aldrig se på mennesket på den samme måde. Vær vågen, vær til stede. Selv i de daglige gøre mål. Nyd dine handlinger, store som små. Hvis du acceptere livet for alt hvad det rummer, finder du lykken. Du kan finde lykken selvom andre mennesker ikke er lykkelige. Husk, alle mennesker ønsker at være lykkelige. Hvis du er vinder - er der en taber. Kan du virkelig nyde din sejer? Kan du virkelig være lykkelig, over en andens ulykke? Du kan have succes i livet. I magt, rigdom og berømmelse, dette gør dig ikke lykkelig. Du får intet andet ud af det end magt, rigdom og bedrømmelse. Hvis dit sind ikke er roligt, finder du aldrig lykken. Du kan være fattig - og stadig lykkelig. Lykken afhænger ikke af overfladiske ting. Du kan endda lide tab - og stadig være lykkelig. Husk at trække vejret. Tage en pause. Det er hårdt at lære at finde lykken. Det kræver tid. Dine følelser påvirker dit sind. Acceptere dine følelser, de negative som de positive. Lad dem komme, lad dem gå. Ligesom lykken. Spørg dig selv, hvad der gør dig lykkelig. Tænk over det. Ønsker du lykken? Hvis svaret er ja, står der intet i vejen for at du finder den. Ønsk lykken. Accepter lykken. Tag valget. Vær lykkelig.


I 2002 fik jeg en bog af min far. "Din lille bog om LYKKE" af Patrick Whiteside. Jeg rynkede på næsen, men der gik ikke lang tid før jeg alligevel kom igang med den. Jeg satte mig ned, slukkede for alt omkring mig, og læste. Jeg fik ikke meget ud af den, nok mest pga. min unge alder. Jeg tager den tit frem, bladre lidt i den, eller blot det at kigge på den kan hjælpe. Jeg har senere sat mig ned, på samme måde som før, og læst den igen. Denne gang fik jeg noget ud af den. Det første der står skrevet i denne blog, er det jeg forbinder med denne bog. Hvad jeg tænker om lykken, hvad jeg kunne bruge fra bogen, og hvordan jeg har tolket den. Denne bog er en guide til hvordan man bliver lykkelig. Man tænker nok at den ikke fungere, man kan da ikke lære at være lykkelig. Jeg har indse at man kan. Jeg har lært at være lykkelig. Og jeg vil foreslå alle som tør se lykken i øjnene, om at finde denne bog. Få det ud af den, som du kan bruge. Den er let læselig, men med et kæmpe budskab. En bog, der gjorde så meget godt for mig.

Tankemylder.

Mørket siver ind. Overmander mine tanker. Mine tanker er blevet anholdt. Fanget. De bliver mishandlet i dette fængsel. Kæderne rasler. Jeg er låst fast. Jeg har en kniv for struben, bliver truet på livet. Mine drømme bliver flænset op, som var de af kød og blod. Jeg stirre ud, bag de tykke tremmer. Jeg længes efter friheden. Længes efter mine egne tanker. Mørket i dette fængsel, tømmer mine tanker. Gør dem til en endeløs strøm af tankemylder. Tanker uden mening, tanker uden håb. Jeg har ikke længere kontrol over dem. Ved ikke længere hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke kæmpe imod. Har ikke kræfter nok. Jeg tillader blot mørket, at sluge mine tanker til sig. Jeg venter, hvileløs, på at jeg bliver sluppet løs. Kommer ud af dette fængsel. Jeg vil løslades. Have mine tanker tilbage.

Styrke og svaghed

Jeg er kun så stærk,
som min svaghed tillader mig .
Jeg er kun så svag,
som min styrke tillader mig.
For stræk for min svaghed,
For svag for min styrke.
Min styrke svækkes,
min svaghed styrkes.
Jeg mangler min balance,
mellem krop og sjæl.
Jeg prøver at svække,
mit stærke ydre.
Jeg prøver at styrke,
mit svage indre.
Jeg ønsker at blande dem,
ryste dem sammen.
Dele dem lige op,
så jeg igen kan være lige.
Finde roen i mig selv,
balancen der gør mig hel.
Kan jeg nogensinde blive hel,
når jeg er delt sådan op?
Jeg er kun så stærk,
som min svaghed tillader mig.
Jeg er kun så svag,
som min styrke tillader mig.

Stress

Stressen løber i min psyke,
får min krop til at overarbejde.
Jeg mærker ikke trætheden,
eller smerterne der bider i mine muskler.
Jeg kører blot videre på dette kick,
ingen tid til pauser.
Mine muskler spænder op,
og mine hænder begynder at ryste.
Alligevel presser jeg mig selv,
bare en smule længere.
Overskrider mine egne grænser,
lytter ikke efter min krop.
Jeg går hvileløs rundt,
har en masse energi af komme af med.
En falsk energi rus, skabt af stressen.
Rystelserne tager overhånd,
tvinger mig til at stoppe op.
Min krop begynder at bukke under,
mens energien forlader mig.
Jeg sætter mig håbløst ned,
tænder en smøg med rystende fingre.
Mit ben tripper,
et synligt tegn på stressen der løber i mine åre.
Men jeg kan intet stille op,
energien har forladt mig
- men stressen hænger ved.

Stilkrig.

Hvorfor kigger du sådan på hende? Er det så slemt at være anderledes? At have en personlig mening og stil, i stedet for at være en mode zombie der ligner alle andre? Gør det hende til en udstødt at hun har sin egen mening? I stedet for at følge medierne blindt, uden selvkontrol og holdning. Lytte til tomme ord og løfter. Blot for at kunne sove en smule tryggere om natten og tro du er et godt menneske? Har du tilladelse til at grine af hende, bare fordi du ikke forstår hende? Har du tænkt over at hun måske indeholder så meget mere, end blot det du lige ser? Hvis du vidste hvad der boede i hendes sind, ville du tænke anderledes. Hvis du vidste hvem hun var, ville du måske ligefrem forstå hende. Hun kæmper for hvad hun tror på, såvel som du stoler blindt på hvad du høre og bliver bildt ind. Hun er en forandring der skræmmer dig. Hun indeholder alle de svar, på de spørgsmål du ikke stiller. Åben dine øjne. Se verdens skyggesider. Se det onde, og prøv så at dømme hende. Du taler nedladende om hende. Bruger humor og ironi. Har du overvejet at hun gør det samme? Griner af din evige perfekte make up, der er vigtigere for dig, end hvem der idag mistede livet? Joker med dit forsøg på at følge moden. Selvom du mislykkes så stort, men alligevel sejre, da du jo ligner alle de andre kloner og kopier af mennesker der går rundt. Smøre et trykt lag af ironi på hendes stemme, når hun taler om hvor klog du er og hvor intersant din verden må være. Fuld af sms'er fra veninderne om kærligheds sorger og samtaler om hvem der er lækrest af fyrene fra paradis hotel. Hun griner af sig, men ikke for at føle sig bedre. Hun griner af dig, fordi hun er en orginal og du blot er en sølle kopi. Hun er alt det du inderst inde ønsker at blive. Du tør bare ikke. Det er lettere at pege fingre og gøre nar, end at prøve at forstå og kæmpe selv. Du kalder hende navne, sætter hende på plads. Kun så du kan føle en indre tilfredshed og blive i din egen perfekte verden. Hun forbliver den hun er, skønt din hån-agtige humor. Og du forbliver den du er, for medierne og moden ved jo bedst, hvad du skal bruge din tid og kræfter på.

Er du morder?

Et barn er et barn, uanset hvordan de er skabt. Planlagt, ved et uheld eller som et mirakel. Mord er mord, uanset hvad navn, du giver det. Om det bliver gjort med kniv, pistol eller de bare næver. En morder er en morder, uanset hudfarve, alder eller køn. Det er de valg du tager, er du morder? Du ville jo aldrig taget livet af barnet, hvis ikke det lå i en livmoder. Hvor det kan føles, høres og ses. Er det okay at gøre det, bare fordi barnet ikke kan føles, høres og ses ? Det er det ikke. Er du morder? Jeg kunne godt være morder. Hvem ved. Måske kender du selv en morder? Selvom du ikke selv dræber barnet, er du stadig morder. Ligesom lægen, eller bødlen der giver den sidste indsprøjtning. Du ved ikke hvad du dræber. Den næste Einstein, Picasso, Bohr eller Mozart. Er det okay at du tager dette valg? Dræber en der ikke har en chance? Valget er dit. Er du morder?

Livets ur.

Livets ur er frosset i tårnet.
Den tykke tåge med sodende lugt,
hænger tungt i de tomme gader.
Urets motor er brændt sammen,
har lagt land og rige forladt.
Fodspor med deres ensomme lyd,
intensivere tavshedens rungen.
Jeg har hverken håb eller tro,
har mistet livs gnisten og glæden.
Det liv jeg lever, gør livet til et helvede.
For dem der må leve med mig,
kende til mine fejl og mangler,
for dem føler jeg medlidenhed.
Deres viden bliver deres død.
Jeg har gjort det helt efter bogen,
og jeg klapper mig selv på ryggen.
Jeg har stoppet livets gang,
nok for en kort stund men jeg vil sejre,
stoppe livets ur for altid. Dødsdømt er livet.

Livets fængsel.

Livet er som et fængsel.
Der er ingen der høre når du råber,
skriger af dine lungers fulde kraft.
Disse vægge af indsmurt i sindssygdom,
og gulvene svøbt i smerter.
Kom med mig på bølgen af fortvivlelsen,
duk ned i håbløsheden sorte hav.
Hvis du giver slip og bukker under,
er det ligegyldigt,
der er ingen der bekymre sig alligevel.
Du er alene, i livets fængsel.
Der er ingen plejere eller fangevogter,
kun dig, og helvedets følelser.
Du sætter høje håb,
om et sølle lille vindue,
med udsigt til himmelen og dens fugle.
Men lad nu drømme være drømme,
du sigter for højt og bliver kun skuffet.
At se den smertefulde frihed,
er svært for den der er låst inde.
Se glæden, kærligheden og lykken.
Det ville blot få dig til at længes langt mere,
efter det uopnåelige du aldrig ville kunne få.
Så forbliv låst inde i din celle af væmmelse,
had verdenen i stilhed for dig selv.
Det er den pris du må betale.
Så om du er falsk eller oprigtig gør intet,
så længe du er stærk og ikke svag.
Kæmp videre i satans fængsel.
Dit sind har intet andet valg,
end at håndhæve de uskrevne regler.
Cellevæggen er bygget af samfundet,
reglerne skal du derfor overholde.
Hvis du overtræder de uskrevne regler,
må du hellere passe på.
Der er en skjult smerte, drivkræften bag dette.
Du kan ikke undslippe dette sted,
du kan ikke bryde ud forbi dens høje bure af fordomme.
Rutinen i samfundet er nøglen til lykken.
Men lad dig ikke foregive at være,
noget du ikke er, blot for at komme fri.
Du må finde dig selv, her i dette fængsel.
Her i dette liv.

sindssygens fængsels

Jeg er en fange, i mit eget fængsel. 
Fanget inde i mit eget hoved.
Jeg har intet andet end mine egne lystige drømme,
til at trøste mig og holde mig væk fra sindssygdommen.
Jeg er tæt på at falde i, 
mit hoved er fuld af tanker.
Tosset er hvad jeg føler mig, 
syg er hvad de kalde mig.
Men vi er alle en smule sindssyge, 
bare ikke alle er mand nok til at indrømme det.
Jeg kender til det sindssyge, det onde om du vil,
den bor dybt inde i min krop.
Jeg har følt dæmonernes kræfter,
og selvkontrollens svaghed.
Jeg har spist af kærlighedens kage,
og drukket af slangens gift.
Mit sind glider langsomt væk,
mens jeg forsvinder ind i drømmeland.
Jeg mister alt, hvad der er mig,
da jeg ser ind i de dybe sorte øjne.
Den opføre sig som et dyr,
og taler med guds store stemme.
Den behandler mig som sin bedste ven,
og elsker mig som var jeg dens barn.
Jeg er dens barn.
En uskyldig unge, klar til at lære. 
Jeg er klar til at gøre hvad der bliver sagt,
tro på alt hvad der bliver lagt foran mig.
Tager med kyshånd imod alt der bliver skænket,
for at lære hvordan jeg kommer til,
at gøre mine egne lystige drømme til virkelighed.

Kampen

Med min brynje af selvretfærdighed,
og sko af selvtilfredshed på min fødder.
Er jeg klar til at invadere dette liv.
Med min hjelm af selvrespekt
og svær af selvsikkerhed.
Føles trangen til at kæmpe langt større.
Jeg hungre efter retfærdighed,
har fået blod på min tand efter sejer.
Jeg ved at der et sted brænder et lys,
min personlige guid der føre mig ud i natten.
Den klare nat ligger for mine fødder,
min ånde danner iskrystaller i den kolde vind.
Med min udrustning flettet af min sjæl,
er jeg klar til at begynde på dette liv.

På briksen

Hun forsøger igen at blinke tåren væk, mens hun stille jamre for sig selv. Hendes håndled er hudløse og hun kan næsten ikke mærke sine ben længere. På hendes krop danser gåsehuden, det synlige tegn på hendes krops kulde. Hun flytter forvirret hovedet fra side til side, men ser intet andet end de hvide vægge. Hun læner hovedet tilbage, og en smerte jager igennem hendes hoved. Selv loftet er hvidt, hvor er det dog grimt. Hun prøver at fokusere, skabe sig en ide om rummet hun er i. Hun har ingen fornemmelse for pladsen omkring hende, ved bare at det gør ondt. Det gør så satans ondt. Hun høre en dør gå op, forsøger at løfte hovedet men hendes kræfter svigter hende. Hvor er det åndssvagt. Hun lukker bare øjnene, et sørgeligt forsøg på at blive væk. Hun mærker en hånd på sin arm og åbner øjnene. Ved hendes side står en høj mand, han virker så uendelig høj. Hans øjne hviler roligt i hendes, venter på hun er færdig med at beglo ham. Først da han trækker armen frem bag ryggen ser hun kanylen i hans hånd. Han må have læst hendes blik for han begynder roligt at tysse på hende. “rolig nu, nu ingen ballade igen. Jeg gør dig ingen ting.” Alligevel begynder hun på den umulige kamp, der hurtigt minder hende om smerten i hendes håndled og hoved. Hun har fundet grunden til de hudløse håndled, men ignorere alle smerter. Hendes overlevelses instinkt sætter ind, tillader hende at finde kræfter til at kæmpe for livet. River og rusker i lænkerne der holder hende nede til briksen. Pludselig bliver hun holdt nede af flere hænder, de hvide mænd er drukket op fra det blå. Tårerne bryder op i hendes øjne, og hun skriger af sine lungers kræft. Hun mærker ikke engang kanylen der går igennem hendes hud, eller væsken der nu løber i hendes blod. Skønt hun ikke kan bevæge sig længere, bliver hun ved med at prøve. Ikke stoppe, aldrig stoppe.. Kort efter stopper hun, falder roligt tilbage på briksen. Det hvide lys virker så skarpt, men hun ser intet længere.

Spritbilisten

Du ændrede alt den nat. Ødelagde mig, knuste mig. Jeg lå på briksen i flere timer, men de kunne intet stille op. Pludselig følte jeg ikke noget længere, følte ingen smerte. De besluttede at nok måtte være nok, og jeg forsvandt ud igennem døren..

Jeg fandt dig hurtigt, vidste præcis hvor jeg skulle lede. Du sad og var i gang med din fjerde øl, ligesom du var godt i gang den aften. Jeg satte mig roligt ved din side, og du fornemmede hurtigt min tilstedeværelse. Du gav bartenderen tegn på at han skulle give dig en ny, mens du bundende resten af din øl. Sådan sad vi længe, og hver gang jeg lagde hånden på din skulder, bestilte du en ny.

Til sidst gav du efter, begyndte at gå imod bilen. Vi satte os begge ind, uden at sige et ord. Du vidste udmærket godt hvad klokken havde slået, men alligevel satte du nøglerne ind. Præcis som du gjorde den aften. Du tændte ivrigt for radioen, prøvede at lukke min tilstedeværelse ude. Men du kunne ikke benægte at jeg var der.

Da du satte bilen i gear og kørte hjem, brød tårerne op i dine øjne. Du trykkede speederen i bund og tøvede ikke et sekundet da du kørte igennem det lyskrydset der vidste rødt. Du skulle hjem, og det skulle gå stærkt. Sikkerhedsselen hang pænt og dinglede, de knuste ribben havde åbenbaret ikke lært dig noget. Som vidste du hvad der skulle ske, trykkede du hårdere på speederen, tvang bilen til at give alt hvad den havde i sig. Da du kom til svinget reagerede du ikke. Bilen kørte ind i rækværket og fløj rundt. Du blev slynget rundt i bilen mens jeg stod uden for og så på. Da bilen landende på taget stod du pludselig ved min side og så til. Alt imens falckreddere kom til men der var intet at gøre.

Dagens avis ville fortælle historien om spritbilisten der havde dræbt en, og langt om længe selv fik hvad han fortjente. Han mødte døden på samme måde som han havde taget et. Med en promille for høj til at skrive om og en fart der overskred alle regler. Selv i døden vil jeg være din tro følgesvend. Minde dig om det liv du tog.

at spise er den nye sort.

Hun kiggede sig selv i spejlet, mens hun stille smilte for sig selv. Hun tænkte tilbage på den gang sygdommen herskede over hendes krop. Dengang var hun kun en sørgelig udgave af sig selv, et skelet med hud og hår. Hun kørte langsomt hænderne over sin nøgne krop, nød formerne hendes hænder fulgte. Hun mærkede stadig sygdommen dvæle i hende, men glæden hun følte ved sin krop nu, overskyggede alle andre lyster. Skønheden strålede fra hende, og glæden stod malet i hendes ansigt. Hun elskede den person hun så i spejlet, og den person hun var blevet. Glæden boblede i maven på hende og et lille grin undslap hendes læber. Hvor er livet dog fantastisk, tænkte hun roligt ved sig selv. Himmelen og helvede kunne bare komme an, hun var klar til det hele, og kunne klare alt. Ikke engang sygdommen ville kunne få overtaget nu, hvor hun elskede sig selv igen.

Et komisk tegn.

Hostende spytter han blod ud i håndvasken og tørre munden med håndryggen. Satan. Han skyller munden og spytter voldsomt den blodige vand blanding ud i vasken igen. Han kigger fascinerende på håndryggen og betragter den dybrøde farve. Han kan stadig smage den metalliske smag i munden, og skyller den igen. For helvede. Hvornår får dette helvede en ende? Han går tungt ind i stuen, tager cigaret pakken og river papiret af. Han banker en af smøgerne ud og sætter den imellem læberne mens hånden allerede er i gang med at tænde lighteren. Da han dybt trækker vejret igennem smøgen, begynder hans hals at snøre sig sammen. Han begynder at hoste igen, nærmest hakkende. Blodet sprøjter ud af munden på ham, udover hans pakke smøger. Et komisk tegn på det helvede han er i.

På mine skuldre.

Mine skuldre er sænket, og bøjet.
På dem ligger mere vægt end et menneske normalt kan bære.
Jeg er tit overbevidst folk kan se hvad jeg bære rundt på.
Se mine dæmoner og se mine smerter.
Jeg prøver at smile, på trods af smerten.
Smerten fra mit hjerte - som jeg nu bære på mine skuldre.
Smerten ligger på mine skuldre, da mit hjertes sten er for stor.

Mit hjerte bære det der er nært.
Det som gør mest ondt og som er tættest på.
Mine skuldre tager resten samt dæmonerne.
Dæmonerne kvæler mig, hænger rundt om min hals.
River i mit hår og flænser det af.
Jeg dækker min hals med tørklæder så ingen ser.
De mærker, som dæmonerne har lavet.

Jeg prøver at rette mig op, få mine skuldre i vatter.
Men de falder sammen, giver op.
Vægten er for tung, og jeg er for svag.
For svag til at jage dæmonerne bort og gøre op med fortiden.
Jeg tør ikke se dem i øjnene, og lugte til deres rådne duft.
Lugten bringer kvalmende følelser frem, blot jeg drejer mit hoved.
Jeg prøver at se ligeud, og gå den lette vej.

Jeg vælger den lette vej, den nemme vej i livet.
Jeg drejer ikke, i frygt for sammenstød med mine dæmoner.
Dæmonerne griner, griner af min svaghed.
De ser alle fejl, alle mangler.
Ser når jeg begår samme fejl, som startede det hele.
Fejlen som satte dem på mine skuldre.
Så de for evigt kan tvinge mig til at vælge den lige vej.

Kan du se mine skuldre er tunge og bøjet?
Kan du se det lig af en dæmon på mine skuldre?
Kan du høre den hylende lyd af smerte?
Kan du lugte den rådne duft, af menneske død som hænger i luften?
Kan du smage kvalmen der sniger sig op af halsen?
Kan du se hvad jeg bære rundt på?
Kan du se, hvad jeg ser, når jeg kigger i spejlet?

Dansen.

Du kender udmærket godt sangen,
du har hørt den så mange gange før.
Du kender trinene som du skal følge,
dem har du lært fra du kunne gå.
Du følger blindt de rigtige trin,
de andre kender vel dansen bedst.
Du danser rundt, dog uden følelses.
Hører du overhoved sangen længere?
Når du træder forkert i dansen,
retter de på dig, viser dig de rigtige trin.
Du må ikke begå en eneste fejl,
der er ikke råd til at træde ved siden af.
Som en dukke smiler du stort,
mens du flyver hen over dansegulvet.
Men dansen er ikke sjov længere,
faktisk er du kommet til at hade den.
De fortæller dig at du ikke har råd til chancer,
du bliver nød til at følge de trin du har lært.
De forstår ikke hvad dansen virkelig betyder,
meningen blev væk, da dansen blev lært af andre.
Du får kun en chance i livets dans,
og du burde ikke spilde den på andres sang og dans.
Lær din egen, og træd forkert.
Først der vil du først virkelig forstå,
hvad det betyder at danse med lidenskab.

Dine rigtige venner.

Ved du hvem der er dine rigtige venner ?
Dem du kan vende ryggen til, uden at de blir fjender.
Dem du kan stole med dit liv på,
Som også er der når livet er grå.
Ved du hvem du kan betro dig til,
uden at du bliver skudt i ryggen af en pil.
Dem du altid kan regne med når livet er noget lort,
også selvom du måske noget slemt har gjort.
Dem du altid til kan ringe og skrive,
dem du kan lave al ting sammen med, kedelige og aktive.
Dem du kan lave alt og intet sammen med,
hos dem kan du holde hvile, holde en pause og få fred.
Hvem du hvem disse venner er ?
for så ville jeg beholde dem hvor du ser.

Dø ung.

Jeg håber at jeg dør ung,
uden det store stress og jag.
Uden de berømte sidste ord,
eller det sidste sukkende åndedrag.

Jeg håber at jeg dør ung,
Inden jeg når at få rynker.
Inden mit hår når at blive gråt,
eller mine tænder falder ud.

Jeg håber at jeg dør ung,
uden jeg behøver have smerter.
Uden jeg behøver tage afsked,
eller at jeg behøver ønske mig død.

Jeg håber at jeg dør ung,
Inden jeg når at miste mine kære.
Inden jeg intet kan gøre selv,
eller før jeg når at hade hele verdenen.

Jeg håber at jeg dør ung,
mens jeg stadig elsker livet.
Mens jeg et er mit ens,
og mens jeg har det godt.

Den kunstige.

Din hud er brun, som havde du været en uge i syden. Dine kinder skinner i solen mens man kan se din tydelige kant rundt i ansigtet. Du går i dyrt designer tøj, gemmer dit usikre jeg væk, når det kunstige hår er sat op. Du bilder dig selv ind du gør det for din egen skyld, du vil jo gerne være lidt lækker. Du glemmer bare konsekvenserne af dine valg. Huden der begynder at rynke før du fylder 30 og håret der langsomt falder af på grund af alle de kemikalier du smider i hver månede. Du er sikkert meget smuk, bag hele denne forestilling du putter på hver morgen. Men jeg ville aldrig vågne op, og se dit ansigt i min pude.

Min krop er nok en smule bleg, men solen har givet mig en gylden glød. Du ser ingen kant efter make up, naturen har givet mig hvad jeg behøver. Jeg har ingen grund til at style mig op hver dag, engang imellem til fest må være nok. Mit tøjskab er længe fint, uanset hvad mærker det indeholder. Jeg prøver at bilde mig selv ind jeg gør det for min egen skyld, men alt i alt er jeg bare tilfreds med mig selv. Jeg behøver hverken en masse make up eller ekstra hår, jeg acceptere min krop og smiler når jeg falder i søvn. Jeg har ingen at imponere udover fyren der kysser mit eget ansigt godmorgen når solen står op.

Jeg har prøvet dine ting, din make up og din stil. Men jeg blev hverken mere lykkelig eller mere smuk af den grund. Skønhed kommer indefra, igennem øjnene der smiler og munden der leer. At du er glad og hviler i dig selv, er det smukkeste på denne jord. Så drop spartelmassen og den unaturlige farve. Gid det tid og skønheden vil komme af sig selv.

Som den kære sys siger “Sluk for youtube og kom ud i solen, flash dine blege ben og sommerkjolen”

Øjeblikket.

Snigende trænger den sig ind på mig,
skønt jeg er fuldstændig forberedt på hvad der vil ske.
Langsomt, nærmest krybende kommer den,
kræver sin ret til pladsen omkring mig, inden i mig.
Stille, som en uskyldig baggrundsstøj,
starter den, før lyden pulsende bliver højere.
Som høje hjerteslag der banker for mit indre øre,
begynder den rytmiske trommen at flyve imod mig.
Stemmerne begynder at skrige mig ind i hovedet,
viberationerne virker påtrængende på min krop.
Jeg overgiver mig fuldstændig til øjeblikket,
lytter bare til ordrerne der flyver rundt omkring mig.
Min krop falder hurtigt ind i rytmens slag,
mens min tunge kaster med stødende ord.
Et lille smil danser legende på mine læber,
mens jeg nyder musikken der flyder hele min verden.

Krage søger mage.

Hun var mørk og mystisk.
Det sorte får i flokken.
Alderen stod malet i hendes ansigt,
ja selv kroppen var begyndt at falde sammen.
Hun var gude smuk,
men ikke alle og enhver kunne se det.
Hun smilte stort, lod sig ikke påvirke.
Men hendes hjerte grad,
grad efter opmærksomhed.
Ikke hvilken som helst opmærksomhed,
for alle øjne var skam rettet imod hende.
Nej hun manglede kærligheden i sit liv,
prinsen på den hvide hest.
Hun søgte både højt og lavt,
gik på dates og chattede på nettet.
Hun gjorde alt hvad hun kunne,
dansede dansen efter alle kunstens regler.
Men hun fandt aldrig sin mage,
for hvem gider have en gammel krage?


/digt på 5 minutter.

Englen og Djævlen

Har du en engel på din skulder? Den der får dig til at handle rigtigt? Den der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig som et bedre menneske, når din engel vejer mest. Men er du nu også det?

Har du en djævel på din skulder? Den der får dig til at handle rigtigt? Den der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig måske som et dårligt menneske, når din djævel vejer mest. Men er du nu også det?

Har du en engel på din venstre skulder, og en djævel på den højre? Dem der får dig til at handle rigtigt? Dem der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig som et menneske. Men er du nu også det?

Er dine skuldre tomme? Ikke plaget af godt og ondt? Har du ingen sjæle der hænger dig om halsen, og giver dig dårlig samvittighed? Du føler dig måske overmenneskelig. Men er du nu også det?

Har du en skæv rygrad ? Som tvinger dig til at handle imod din vilje? Mangler du den indre balance og magten over dit eget liv? Kommer den modsatte partner engang imellem frem, i dine tanker. Husker dig på hvad du 'burde' gøre?

Vi har brug for vores engel og djævel. Vi har brug for balancen mellem godt og ondt. Vi har behov for at se igennem to par briller, og handle efter behov. Vi har brug for at tage og give. Vi har brug for moraler, etik og pli. Vi har behov for at huske os selv, såvel som at huske på andre. Så husk at rette ryggen, og lad den ikke blive skæv.

En morders sind.

Jeg bliver kaldt psykisk syg. Får fortalt at min hjerne ikke er normal. Får fortalt at det ikke altid er mig der har magten - min personlighed er spaltet. Jeg syntes jeg er ganske normal. Jeg er en god doktor, behandler mine patienter med respekt. Redder dem og passer dem. Men de påstår jeg ikke eksistere. Påstår at jeg er et ondt menneske. Jeg kan ikke forklare dem, hvor blodet i min garage kommer fra. Hvorfor det mest af alt ligner et slagtehus. De påstår mine patienter falder på stribe. Bliver begravet halve. Jeg tror min personlighed er splittet. At der bor en ond doktor i mig. Jeg tror han har øvet sig længe - set hvordan jeg gør. For han gør sit værk godt. Han helbreder ingen - han er ikke som jeg. Bruger ikke bedøvelse og skalpel - øksen er hans ven. Min hjerne går amok, jeg mister min realitetssans. Eksistere jeg? Er jeg den anden personlighed? Er jeg den onde - eller findes der intet godt i denne doktor? Jeg går som en zombie, rundt på de hvide gange. De påstår de passer på mig, men jeg ved de alle er bange for mig. De kan ikke helbrede mig - derfor er jeg her. Spærret inde og låst fast i en spændetrøje.

Dødens øjne.

Har du prøvet at se døden i øjnene ? De skræmmende øjne de fleste frygter? Har du set igennem det hårde ydre, og set de rolige og blide øjne? Dem der lover fred?

Døden er en sikkerhed. En vi ikke kan undgå. Livet er blot til låns, noget du alle må aflevere tilbage. Livet er mere mystisk, fyldt med en masse ting vi ikke forstår. En masse forvirrende følelser. Livet er direkte farligt. Vi gør os selv ubetydningsfulde. Lader teknologien tage over. Er vi overhoved en race der er behov for om flere år ? Vores liv kan blive taget fra os. Fratages de værdige - dem som virkelig fortjener livet. Fortjener den gave som livet er.

Døden er naturlig. Vi vælger selv hvad vi tror der sker. Døden er mange ting, forskelligt fra person til person. Ligeyldig hvad, så bliver vi en del af naturen. Døden er perfekt. Den evige fred. Døden er ikke noget at frygte. Den er ikke fuld af had og smerter. Kun for de efterladte. Døden vil redde dig. Redde dig fra den forvirrende verden og fra alle dine smerter. Døden er mange ting. Men mest af alt er det den evige hemmelighed som vi aldrig vil finde svar på.

Dødsfrygten er den værste. Den kan få os til at glemme livet. Glemme at nyde vores gave. Nyde de dejlige ting som livet bringer os. Hvis vi frygter døden, får vi aldrig levet livet sådan rigtig. Men hvad er der at frygte? Døden giver os det, vi som mennesker straber efter. Ro, lykke, fred. døden er et andet stadie af en evig kærlighed. Jeg frygter ikke døden. jeg frygter alt det der er inden. Alligevel prøver jeg at elske livet, men ikke for højt. Jeg vil også kunne slippe det, når min tid kommer.

Drømme og håb.

Hvor forsvandt alle dine drømme hen?
Glemte du dem på vejen imod det voksne liv?
Gemte du dem langt væk som et ondt mareridt,
eller glemte du dem som monstret under din seng?
Savner du aldrig disse livagtige drømme,
som du aldrig fik gjort til virkelighed?
Du er nu helt alene,
uden håb eller drømme.
De blev brutalt revet væk fra dit sind,
smidt voldsomt ud af din fantasi,
som julemanden og påskeharen.
Dine drømme blev revet i stykker,
som var de ligegyldige genstande.
Ødelagde du selv disse drømme?
Lagde du selv dit håb fra dig på vejen?
Hvad gjorde du den dag,
du mistede dette store stykke af dig selv?
Kan du stadig finde dig selv,
i mængden af alle de andre døde fisk?

Djævlens hånd

Du kærtegner min krop,
Lader dine fingre vandre.
De danser let over min hud,
Sender kuldegysninger ud.

Du tager min hånd i din,
Lader vores håndflader mødes.
Din finger flyver let over min hånd,
Nusser forsigtige og beroligende.

Du holder mig hårdt fast,
Lader mig føle din varme.
Dit greb svækkes aldrig,
Jeg føler mig tryg og sikker.

Du samler din hånd,
Lader din knytnæve blive stærk.
Dine slag vælter ned over mig,
Ødelægger det du før passede på.

Du knytter næven igen,
Lader det sidste slag falde.
Du tager mig igen i dine arme,
Nusser mine forslået krop.

Du ejer djævlens hånd.
Lader den udnytte enhver situation,
Dine hænder er som en ondskabsfuld leg,
Men jeg drages alligevel.

Din smerte.

Du holder på en stor smerte,
jeg kan se det i dine klare øjne.
Smerterne er mange,
og de hænger tungt om dine skuldre.
Fortæl mig om dine smerter,
lad mig forstå hvor de kommer fra.
Sidder de dybt i dit måske knuste hjerte,
eller ligger de godt gemt væk i dit sind?
Smerten i dit hjerte,
Og smerten i dit sind,
Kan aldrig være den samme.
Men derfor er smerterne,
stadig lige så ægte og tunge.
Kan du selv se forskellen?
Måske kan du ligefrem mærke den?
Forskellen kan virke så uendelig stor,
selvom smerterne er så ens.
Smerterne du gemmer i dit hjerne,
kan lindres i det virkelige liv.
Smerterne du gemmer i dit sind,
slipper ud af kroppens bur.
Hvilken smerte holder du tæt?
Kan du slippe den løs,
lindre denne naturlige tortur?

Den triste pige.

Hendes jamren skære igennem de øde gader,
som en hund der hyler i natten.
Gråden i hendes stemme er tydelig,
alligevel sidder hun hjælpeløs alene.
I huset hvor ingen mennesker er glade,
hvor solen aldrig rigtig når frem.
Hun er fortabt i sin egen sorg,
forpestet af sin egen ondskab.
Hun er glemt af alle omkring sig,
selvom det løber koldt ned af ryggen når hun jamre.
Der er ingen der skænker hende en tanke,
de kryber bare dybt under dynen når de høre hende.
Bryder sig ikke om at høre på den triste pige,
selvom de ved, hun er tættere på end de tror.
Hun bryder det de normalt tror på,
at døden er slutningen på alting.
Alligevel kan de ikke benægte, at de ikke er alene,
når hendes tomme jamren høres fra det forladte hus.

Den smerte du påføre mig.

Er du stolt af dig selv nu?
Glad for den smerte du har forvoldt mig?
Smerten du har givet mig,
er som en evig tortur,
der er ved at flå mig fra hinanden.
Min krop er fyldt med forvirrede følelser,
jeg kan ikke finde rundt i noget mere.
Mine følelser flyver rundt,
de kender ikke længere deres plads.
Langsomt trænger de ud igennem min hud.
Sætter sig uden på mit tøj.
Jeg er skrøbelig.
mere sårbar end nogensinde.
Jeg kæmper for at holde sammen på mig selv,
men jeg knækker sammen igen.
Græder som var mine øjne et vandfald,
skriger mine lunger ud.
Jeg kan ikke tackle denne smerte længere.
Vreden fylder min krop og sind.
Jeg føler mig hævntørstig,
kan nærmest smage hævnens søde saft.
Jeg forbander dig til helvede.
Hvis jeg kunne,
havde jeg slået løs på dig.
Slået min smerte dybt ind i din krop.
Hvis du dog bare kunne forstå denne smerte.
Denne smerte i mit hjerte,
der forpester hele min krop og sjæl.

De dødes nat

Natten begynder at bryde frem,
mørklægger den tomme kirkegård.
Jorden begynder at flække,
lukker op for en hel ny verden.
En hånd trænger igennem,
mens den rådne lugt melder sig.
Jeg rejser mig sammen med de andre,
går med stive ben igennem byen.
Vi går på jagt efter dem vi engang lignede,
på jagt efter frygtfuldt menneskekød.
Jeg ejer ingen sympati,
kender ikke til skyldfølelse.
Jeg bider og jeg flår,
som var det mit livs skæbne.
Skrigene skære sig igennem natten,
når vi finder vores ofre.
I kan ikke stoppe denne masarker,
redde de levende fra de døde.
Jeg har min hær af rådne kroppe,
i natten hvor zombierne hersker.

Cyberspace

Dine fingre danser over tastaturet. Du tager en dyb indånding. Læser dine ord igen. Med skælvende fingre trykker du på den sidste tast. Sender dit hjerte ud i cyberspace. Du sidder nøgen tilbage, har afsløret dig selv. Du kan ikke tage tilbage, hvad du netop har gjort. Du kigger blankt på den lysende skærm. Du er igen omringet af mørket, og din krop fyldt med ensomheden. Da den lille lyd strømmer ud igennem dine højtaler, hopper dit hjerte et slag over. Du føler hvordan ensomheden forsvinder en smule. Mørket føles ikke længere så skræmmende. Derude et sted, sidder der en med et svar. Et svar til dig personligt. Du er ikke længere alene, cyberspace har skænket dig en ven.

At leve lykkeligt.

Vil du være lykkelig? Selvfølgelig vil du det.
Alle mennesker ønsker at være lykkelige.
Lad mig vise dig vejen, lære dig de små trin.

Syng som havde du den smukkeste stemme.
Dans som ingen kunne se dig.
Le som havde du al luften i verdenen,
græd som havde du havet som tåre.
Snak som var du en åben ordbog.
Drøm som havde du den største fantasi.
Lev som skulle du dø i morgen.
Elsk som var dit hjerte aldrig blevet knust.
Kæmp som havde du aldrig tabt.
Digt som var du en kæmpe forfatter.
Spil som kunne du alle tangenter.
Se som skulle du blive blind i morgen.
Lyt som skulle du blive døv i morgen.
Nyd som skulle du aldrig leve igen.

At fastholde drømmen

Hyletonen tvinger dig tilbage til virkeligheden,
giver dig et realitets spark væk fra drømmeland.
Med halv lukkede øjne slukker du for vækkeuret,
men du lukker straks dine øjne igen,
for ikke at blinke de sidste rester af drømmen bort.
Du trækker vejret med dybe og langsomme åndedrag,
prøver at lade dit sind glide tilbage ned i mørket.
Små brudstykker af drømmen dukker gradvis frem,
men du kan ikke få samlet billederne til en helhed.
Hver gang du forsøger at koncentrere dig om en enkel ting,
mister du grebet om helheden.
Dit puslespil falder langsomt fra hinanden,
selvom du gang på gang ligger en brik.
Illusionen er brudt og du kan ikke samle den,
du må se virkeligheden i øjnene.
Selvom drømmen virkede mere livagtig end livet selv,
har du ikke længere magt over drømmen.
Det føltes som at være tilskuer til en film,
hvor man ikke længere selv har hovedrollen.
Solens stråler trænger svagt igennem dine lukkede øjenlåg,
og du forsøger at klemme den tættere sammen.
Du prøver en sidste gang at fokusere på de ting du husker,
finde stemningen af drømmen frem igen.
Dog forsvinder de sidste billeder ud af dit mentale håndgreb,
efterlader et tomt hul tilbage, hvor drømmen engang herskede.