Jeg ser dig..

Jeg ser dig så klart, som stod du gangske få centimeter fra mig, men du er så langt væk. Jeg forstår hvert et ord, der kommer ud af din mund, selvom jeg ikke kan høre dig. Jeg læser hver en tanke der fare forbi bag dine øjne, selvom du egentlig ikke tænker. Jeg kan fornemme dig, føle sig. Jeg ved præcist hvor du er, hvad din næste træk vil være. Jeg læser dig, som var du en åben bog. Du tror du kan skjule dig fra mig, overraske mig. Men du tager fejl. For jeg ser dig. Jeg har ikke brug for en kikkert, ej heller briller. Din silhuet står klar foran mit blik, selvom du ikke er inde for rækkevidde. Du fylder dine lunger, for at skrige til mig, men selv din hvisken ville jeg kunne opspore med mit øre. Du tror du ved, hvor du er. Tror endda du ved hvor jeg er. Men du ved intet. For jeg ser dig.

Det dødelige møde

Det havde regnet tidligere på aftenen, og byen var mennesketom. Kun månen lyste køligt og blegt. Hun gik med raske skridt igennem den tomme by og hendes sorte laksko gav genlyd mod de våde brosten. Hun var på vej hjem og selvom der ikke var langt, savnede hun allerede varmen fra pubben. En kold vind blæste, skar sig nærmest igennem hendes bare ben. Hun trak sin jakke tættere omkring sig, og bandede over hun havde valgt den flotte i stedet for den varme. Hun fik pludselig en underlig fornemmelse af at blive iagttaget, og holdt vejret mens hun lyttede til sine skridt. Hun kiggede sig over skulderen mens hun langsomt satte farten op. Bag hende var kun mørket og den våde gade. Der var intet at se. Det var absurd, men følelsen forsvandt ikke. Hun følte sig utilpas og prøvede at lytte igen, men blodet brusede i hendes ører. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun kort var sikker på at hele byen kunne høre det. Hun rystede mentalt på hovedet for at slippe den tanke, men frygten sad nu i hende som en knude i maven. På trods af kulden mærkede hun sveden bryde frem under armene. Hendes lille skjorte klisterede sig til hendes ryg, og hendes hænder var klamme. Hun kastede et stjålent blik over skulderen igen, men den var lige så øde som før. Hun ønskede kort at se en skygge et sted, for bare at bevise hun ikke var blevet sindssyg. Da hun kiggede frem for sig, så hun ham pludselig. Han stod kun få meter fra hende og betragtede hende. Hans hat kastede skygger over hans ansigt, gjorde det umuligt for hende at se hans karakter. Det eneste synlige var hans brede kæbe og den sammenbidte mund. Et lille smil spillede på hans læber, og det gjorde hende uhyggelig til mode. Hun følte kulden overtage hendes krop, lammede hende. Omkring hans mund stod små skyer fra hans varme ånde, og på hans krop hang der en lang frakke. Han lignede mere en blotter fra en tegnefilm, og hun ønskede kort at hun havde ret. Alligevel skreg hendes mavefornemmelse at noget var galt, han var ude efter noget mere. Hun prøvede forgæves at tage et skridt frem, men hun mistede fodfæstet i de sorte laksko. Et skrig undslap hendes læber, da hun mærkede hans grab om hendes arm. Hans grab var fast, med stive fingre, og de nærmest brændte sig igennem hendes jakke. Hun forestillede sig kort, de blå mærker der begyndte at bryde frem på hendes arm. Fortvivlet rystede hun hårdt på sin arm, forsøgte at få ham til at slippe grebet. Men hans fingre var som ætset ind i hendes arm. Han rev hende til sig, tvang hende til at stå ansigt til ansigt med ham. Han betragtede hende med hovedet på skrå, som var hun et vildt dyr. Skyggen fra hans hat havde flyttet sig, og tillod hende at se hans øjne. De lyste nærmest i mørket, var skræmmende tomme, ligesom den øde gade omkring dem. Med sin frie hånd trak han pludselig en genstand frem. Da månen kastede et svagt lys på dem, kastede blandet fra kniven det tilbage. Hun vidste pludselig hvad der ventede hende, og med døden kom freden. Hendes ben gav efter under hende, men hans greb holdt hende oppe. Hun lukkede sine øjne og forberedte sig på smerten der ville komme. Men smerten kom aldrig, hun ville aldrig føle noget igen.

Unormal?

min tankegang er så brutal, dette kan umuligt være normal. Jeg høre stemmer dagen lang, om natten kan jeg stadig høre deres klang. Jeg drømmer om død og ødelæggelse, jeg på den lukkede burde have en tvangsindlæggelse. Jeg burde virkelig ikke gå alene rundt, det for ingen kan været sundt. at føle sig som palle alene i verden, det er ikke nemt alene at danse valsen. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal stille op, jeg ender nok snart på intensiv med drop. For jeg har smerter udenpå såvel som indeni, nogen ville måske kalde mig et geni. fordi jeg stadig gå på to ben, selvom jeg ingen venner har, ikke en eneste en. Men jeg har mine stemmer, og jeg har mine tanker, mit hoved jeg ofte ind i muren banker. nu må det stoppe, holde og lade vær, de er jo nærmest efterhånden en hel hær. Men er det mig som er unormal, jeg føler mig jo egentlig ikke så gal.

Dit eventyr

Du venter stadig på prinsen på den hvide hest, men må nok snart indse det kun sker i eventyr. Vil ingen dog give dig dit eget eventyr, din helt egen personlige historie. Med dit eget navn, en drage og prinsen der dræber trolden. Du vil have frøer og glas sko, den grimme heks og onde søstre. Du vil have det hele, ikke kun det halve, hvis det bare betyder du får din prins. Du vil have dybe skove og store slotte, magiske feer og stolte heste. Men der er ingen forfatter der kan fører kuglepennen, den magiske kuglepen der skal skrive din historie. Du må selv i gang, lege med din sukkersøde fantasi. Skrive dit eget eventyr, så du kan blive lykkelig og leve til dine dages ende. Men hvorfor tror du eventyret vil gøre dig lykkelig? Fordi det står skrevet i alle bøger? Hvornår er sandheden begyndt at stå skrevet i eventyrbøgerne? Du glemmer linjen imellem virkelighed og fiktion. Glemmer at lykken ikke kommer så let. Lykken skal nok komme, både med og uden prinsen. Du glemmer blot at åbne dit vindue så lykken kan komme ind. Så din lykke kan skrive dit eventyr for dig. Lede prinsen lige i dine arme.

sorte blonde trusser

Sorte blonde trusser. Du ligger en hånd på mit skød, så stille og så roligt. Jeg mærker varmen, en gnist der bliver tændt. Duften af ungdommelig sødme. Du trækker mig dybt ind til dig, mens din hånd kærtegner min krop. Forførende og intenst. Du trækker vejret dybt, dit hånddræg tæt ved mit øre. Den hede kærlighed spreder sig, mens du kører dine bløde hænder rundt på min krop. Røre. Famler rundt i mørket. Dråberne samler sig på min krop. Sammen lægger vi tæt. Du rører alt på min ydre krops skal, opnår selv nydelse. Dine fugtige læber når min hals, hede kys i mørket. Der lægger en ømhed bag hvert et kys, erotikkens søde leg. De smager sødt, af kærlighedens spil. Dine hænder følger min krops former, med en så nøjagtighed at man skulle tro du kendte hver en kurve. Vi ligger tæt, dybt i hinandens former. Jeg mærker dine hænder om mine hofter, din krops vægt imod min. Jeg drømmer mig langt væk i dine dybe øjne. Et kærligt pust afkøler min krop i varmen. Endelig smelter vi sammen, for et vidunderligt men kort øjeblik. Jeg er fuldkommen. Ingen tanker, frustrationer eller følelser. Kun den seksuelle og forførende beruselse. Vi er sammen. Din krop imod min.

den jeg er

Jeg er sygdommen i dit blod,
den du ikke kan undgå.
Jeg er tornen i dit øjne,
den du aldrig kan fjerne.
Jeg er pesten i din krop,
den du har lært at frygte.
Jeg er kræftknuden under din hud,
den du aldrig kan overleve.
Jeg er de kroniske tømmermænd,
dem der bare skal overståes.

Jeg er et vedhæng om din hals,
den vægt du aldrig kan ligge væk.
Jeg er vægten på dine skuldre,
den byrde du aldrig slipper af med.
Jeg er lænken om dine fødder,
den du ikke kan fjerne.
Jeg er mørket i din krop,
Den der altid vil æde dig op indefra.
Jeg er håndjernene om dine håndled,
dem du aldrig kan låse op.

Jeg er alt det du afskyer,
den du ikke kan være fri for.
Jeg er på højde med djævlen,
den du frygter at møde.
Jeg er målet for alt dit had,
den du sigter efter så tit.
Jeg er uhyret i dine drømme,
den du altid har frygtet.
Jeg er den menneskelige boksepude,
den du med glæde tæsker løs på.

velkommen til mørket

Jeg nejer dybt, så min kjole laver en ring i støvet. Jeg byder dig velkommen, det er så sjældent at folk kommer her. Du må undskylde støvet som kradser i halsen og spindelvævet der hænger tungt ned fra loftet. I dette mørke lever alle dine barndoms uhyre, ligger på lur og venter blot på at krybe tæt på dig. Skyggernes land, her i mørket, har vores fantasi dens eget liv. Luk op for posen og lad dem komme fri.

Du finder både monsteret under din seng og ham som lure ind af dine vinduer, her. I disse mørke gange, er al' ondskab livligt og yderst ægte. Kan du føle dem? Mærke deres øjne på din krop? Lad dem komme tæt på dig, så du ryster i frygt for hvad der vil ske. Lad dem komme tæt på dig, mens du kvæler gråden i din hals. Luk det ikke ude længere. Du kan benægte deres eksistens, men det gør dem ikke mindre virkelige. De vil jage dig, i dine drømme og i dine tanker. Jage dig når du er mest sårbar. Acceptere dem for al deres pragt. Det har altid været hos dig. Gemt væk i dit hjerte. De har været din sjæls skygge fra da du var barn. Det vil jage dig, som de altid har gjort. På mørke nætter, såvel som lyse dage.
Luk dem ind i dit hjerte og hold dem nært. Lad dem give dig alt det lyset ikke kunne. For her i mørket findes det som er stærkest. Al din frygt og alle dine monstre.

Når skyggerne bliver lange og former sig. Når mørket bryder frem og æder alt det smukke. Når det sorte har overtaget, da kommer det. Du kender frygten. Den kommer snigende og pludselig er den over alt i din krop. Du ryster hjælpeløst og dine tåre glider ned over din kind. Du smager salten på din læbe, hvor din tåre landede, mens koldsveden baner sig vej. Du gemmer dig under dynen, mens du bag dine fingre forsigtigt kigger frem. Dit hjerte hopper et slag over, da du endelig forstår hvad der sker. Da du indser jeg er hos dig.

Monsteret under din seng, har altid fulgt dig. Tjekker du stadig under sengen inden du ligger dig til at sove? Tjekker du skabet, og bag gardinet? Tjekker du låsen og at vinduerne er lukket? Er du bange for Freddy eller for vampyren som stjæler dit blod? Er du bange for ånderne omkring dig, eller varulven der kunne være din nabo?

Jeg er den du frygter mest, men jeg elsker dig allerhøjest. Jeg kommer frem når du sover. Kigger på dig. Du vågner tit med hjertebanken og koldsved, fordi jeg sneg mig ind i dine drømme. Følger efter dig. Jagter dig som var du et dyr. Når du går alene, kan du da høre mine skridt? Høre min ånde som spiller mod din nakke? Du skal ikke være bange, jeg gør dig intet ondt. Minder dig blot om al den ondskab der er i verden. Jeg har lært dig at være forsigtig, lært dig at holde øje. Lært dig at der findes onde ting i verden, ting der er meget værre end mig. Du burde værdsætte mig og elske mig. Takke mig for de gode værdier jeg har lært dig.

Du sidder måske og griner, du tror da ikke på uhyre. Du kan grine så meget du vil, jeg ved du tjekker dit særlige sted i aften. Måske er du allerede på vej der ind? Du tjekker, nat efter nat, men du ser mig aldrig. Du er vokset, har mistet dit barnlige sind. Nu kan du blot mærke mig, fornemme mig. Måske høre du mig eller ser min skygge. Når du tænker efter, mærker efter i dig selv, så ved du jeg altid har været hos dig. Jeg forlader dig ikke. I nat når du sover, står jeg igen ved din side. Ser på din brystkasse der hæver og sænker sig roligt. Når du sover tungest, vil jeg komme ind i din søvn. Forklædt som din elsker, dit dyr eller en fremmede uden ansigt. Du genkender mig måske ikke i starten, men du føler min tilstedeværelse. Du ved jeg er hos dig. Jeg er den du frygter mest. Kan du kende mig nu?

gemt sorg

I dag smerter mit kolde hjerte,
græder for sjælen min den fjerne.
Jeg frygter ikke hjertestop,
kun at jeg selv siger, at det er nok.
Tårerne falder på min kind,
lukker stille porten til mit sind.
Tåren falder stille uden grund,
selvom jeg ved at sandheden er grum.
Det gør så ondt dybt i mit indre,
det var meget lettere, da jeg var mindre.
Jeg prøver at stoppe, prøver at le,
men noget i mig siger, det ikke vil ske.
Håbløsheden vælter brutalt ind,
som bølger mod stranden,  men i mit sind.
Jeg prøver ihærdigt at være så stærk,
men jeg har allermest lyst til at gå bersærk.
”Hun er så tapper, så voksen og moden”
de skulle vide, at jeg er ved at drukne i floden.

I livsfare

Jeg er træt af min psyke, træt af mig selv.
Min verden falder sammen, jeg vil bare slå tiden ihjel.
Natten er så dyb, og himmelen slår ud i regn.
Jeg græmmes ved mig selv, mens jeg tænker på om det er et tegn.
Jeg er en fange af tiden, som var jeg død inden i,
min verden mangler lige pludselig sin egen melodi.
Jeg ved ikke hvad der gik galt, det hele gik jo egentlig så godt,
måske har min stakkels sjæl, langt om længe fået nok.
Natten virker pludselig som et synligt tegn på mit humør,
jeg lader mørket omslutte mit sind og gør det til mit talerør.
Jeg prøver at skrive, prøver så ihærdigt at forklare,
hvordan min sjæl brænder, det følelse som om jeg er i livsfare.

Klar til kamp

Med min brynje af selvretfærdighed,
og sko af selvtilfredshed på min fødder.
Er jeg klar til at invadere dette liv.
Med min hjelm af selvrespekt
og svær af selvsikkerhed.
Føles trangen til at kæmpe langt større.
Jeg hungre efter retfærdighed,
har fået blod på min tand efter sejer.
Jeg ved at der et sted brænder et lys,
min personlige guid der føre mig ud i natten.
Den klare nat ligger for mine fødder,
min ånde danner iskrystaller i den kolde vind.
Med min udrustning flettet af min sjæl,
er jeg klar til at begynde på dette liv.

Guds yndlings

Jeg prøver tit at forstå, hvorfor livet er som det er. Jeg har fundet svaret. Jeg er guds yndlings. Jeg er hans private underholdning. Jeg er sikker på, at han på den hellige søndag, griner sin røv i laser. Især hvis jeg har haft en hård nat, og ligger på toilettet det meste af dagen.

Jeg prøver at få det bedste ud af livet, men gang på gang må jeg indse at dette ikke falder i guds smag. Nej selv gud har en indre djævel, det er jeg sikker på. Han nyder at se mig såret. Kæmpe for det liv han har givet mig. Men spørgsmålet er så nu, har han ikke snart grint nok?

Jeg prøver at gøre ham glad. Hænger en smule i mørket, enden jeg har samlet kræfter til at kæmpe imod. Jeg ved han er tilfreds, for i et øjeblik bliver intet værre. Når jeg ligger om natten, kæmper for at falde i søvn. Er jeg tit sikker på jeg kan høre hans grin. Men det er okay. For jeg ved, at jeg er hans yndlings.

Den knuste dukke

På gulvet lå hun, den knuste dukke.
Hendes tøj var revet itu og hendes krop var ødelagt.
Revnen i hendes ansigt, var mærket efter det hårde slag.
Skønheden der engang stod malet over hendes ansigt,
var så hurtigt forsvundet.
Hun var blot en sølle ødelagt udgave af sig selv,
ugenkendelig for de mange børn og voksne der elskede hende.
Nu lå hun bare hjælpeløs på gulvet, uden at røre på sig.
Der var ingen til at tage hendes hånd,
ingen til at hjælpe hende op fra gulvet.
Hun stod ikke til at redde,
skaden var allerede sket.
Man kunne måske lappe hendes kjole,
og skjule mærket med lidt maling.
Men hun ville aldrig blive den samme smukke dukke.
Var dette hendes skæbne ?
Skulle hun møde døden her på det støvede gulv?

Drømme og håb

Hvor forsvandt alle dine drømme hen?
Glemte du dem på vejen imod det voksne liv?
Gemte du dem langt væk som et ondt mareridt,
eller glemte du dem som monsteret under din seng?
Savner du aldrig disse livagtige drømme,
som du aldrig fik gjort til virkelighed?
Du er nu helt alene,
uden håb eller drømme.
De blev brutalt revet væk fra dit sind,
smidt voldsomt ud af din fantasi,
som julemanden og påskeharen.
Dine drømme blev revet i stykker,
som var de ligegyldige genstande.
Ødelagde du selv disse drømme?
Lagde du selv dit håb fra dig på vejen?
Hvad gjorde du den dag,
du mistede dette store stykke af dig selv?
Kan du stadig finde dig selv,
i mængden af alle de andre døde fisk?

De forglemte sjæle

Kirkegården er et sted med minder. Et sted hvor vi mindes folk som engang fyldte vores liv. Nu fylder kirkegården det tomrum som er blevet efterladt i vores hjerter. I nattens skumring kaster de levende lys lange skygger, og duften af nye blomster hænger tungt.
Men hvad med vi ikke ser?

Lad mig føre dig ind i min tankegang. Lad mig forklare. Jeg fastløser dine øjne på min tekst. Som et trafikuheld. Man ved det bliver grumt, man ved man kommer til at græde sig selv i søvn mens blodet stadig sidder på nethinden, men man skal bare lige have det sidste blik. Lad mig føre dig i blinde, indtil du kan se lyset, det lys jeg vil have dig til at se. Lad mig vise dig de forglemte sjæle, vidste du de fandtes?

Rundt omkring på den øde kirkegård, sidder de glemte sjæle. De er askegrå og nærmest matte. De stirre tomt for sig, og rør næsten aldrig på sig. De hænger over gravstenen, støtter sig og prøver at finde lidt tryghed. De er bange, bange for de sjæle der hviler sødt, bange for menneskerne som går i gruset og bange for hvad deres fremtid bringer dem. De sjæle der hvilet sødt, er bange for de glemte sjæle. De siger aldrig et ord til dem, og deres øjne finder aldrig vej mod dem. Deres livløse kroppe er drænet for energi, og hver gang de sukker, ebber håbet en smule ud. Håbet om at blive husket. De er de glemte sjæle, dem du frygter at blive. Forladt, glemt og ligegyldig. Når regnen falder, blinker de tårerne væk, de tåre som de holder i sig, så ingen ser dem. De husker deres kære, savner dem og mindes dem. Såvel som de efterladte mennesker mindes deres kære og savner dem. Når du træder fordi deres grave, hvæser de af dig. Du mærker det som vinden mod din kind, den vind som får dig til at trække dine arme omkring din krop. De vil dig intet ondt, de vil blot huskes. De ønsker en som stopper op. Stopper op og mindes dem. Ligger en blomst ved deres grav eller tænder et lys i deres navn. Fjerner det ukrudt som viklet sig rundt om deres kroppe. Der sidder de, de glemte sjæle. De siger aldrig et ord og har blot tomme øjne. De hviler i skyggen. Gemmer sig nærmest. Gemmer sig for grinede kommentarer om sjove navne eller den upasset plads foran deres grav. Fuglene lander ikke nær deres grave og solen når aldrig rigtig frem.

Måske kender du en af disse glemte sjæle. Måske æder den dårlige samvittighed dig op inden fra. Du tænker over at købe blomsten - men det kan da nemt vente. Blomsten bliver ikke til andet end tanker og lyset bliver aldrig tændt. Det er hårdt at besøge en af de glemte sjæle, men bare husk. De sidder der stadig, den dag du måske bliver deres sidekammerat. Det er aldrig for sent at lappe et knust hjerte - heller ikke hvis det hjerte ejes af en forglemt sjæl.