Krage søger mage.

Hun var mørk og mystisk.
Det sorte får i flokken.
Alderen stod malet i hendes ansigt,
ja selv kroppen var begyndt at falde sammen.
Hun var gude smuk,
men ikke alle og enhver kunne se det.
Hun smilte stort, lod sig ikke påvirke.
Men hendes hjerte grad,
grad efter opmærksomhed.
Ikke hvilken som helst opmærksomhed,
for alle øjne var skam rettet imod hende.
Nej hun manglede kærligheden i sit liv,
prinsen på den hvide hest.
Hun søgte både højt og lavt,
gik på dates og chattede på nettet.
Hun gjorde alt hvad hun kunne,
dansede dansen efter alle kunstens regler.
Men hun fandt aldrig sin mage,
for hvem gider have en gammel krage?


/digt på 5 minutter.

Englen og Djævlen

Har du en engel på din skulder? Den der får dig til at handle rigtigt? Den der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig som et bedre menneske, når din engel vejer mest. Men er du nu også det?

Har du en djævel på din skulder? Den der får dig til at handle rigtigt? Den der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig måske som et dårligt menneske, når din djævel vejer mest. Men er du nu også det?

Har du en engel på din venstre skulder, og en djævel på den højre? Dem der får dig til at handle rigtigt? Dem der tvinger dig til at følge din samvittighed? Du føler dig som et menneske. Men er du nu også det?

Er dine skuldre tomme? Ikke plaget af godt og ondt? Har du ingen sjæle der hænger dig om halsen, og giver dig dårlig samvittighed? Du føler dig måske overmenneskelig. Men er du nu også det?

Har du en skæv rygrad ? Som tvinger dig til at handle imod din vilje? Mangler du den indre balance og magten over dit eget liv? Kommer den modsatte partner engang imellem frem, i dine tanker. Husker dig på hvad du 'burde' gøre?

Vi har brug for vores engel og djævel. Vi har brug for balancen mellem godt og ondt. Vi har behov for at se igennem to par briller, og handle efter behov. Vi har brug for at tage og give. Vi har brug for moraler, etik og pli. Vi har behov for at huske os selv, såvel som at huske på andre. Så husk at rette ryggen, og lad den ikke blive skæv.

En morders sind.

Jeg bliver kaldt psykisk syg. Får fortalt at min hjerne ikke er normal. Får fortalt at det ikke altid er mig der har magten - min personlighed er spaltet. Jeg syntes jeg er ganske normal. Jeg er en god doktor, behandler mine patienter med respekt. Redder dem og passer dem. Men de påstår jeg ikke eksistere. Påstår at jeg er et ondt menneske. Jeg kan ikke forklare dem, hvor blodet i min garage kommer fra. Hvorfor det mest af alt ligner et slagtehus. De påstår mine patienter falder på stribe. Bliver begravet halve. Jeg tror min personlighed er splittet. At der bor en ond doktor i mig. Jeg tror han har øvet sig længe - set hvordan jeg gør. For han gør sit værk godt. Han helbreder ingen - han er ikke som jeg. Bruger ikke bedøvelse og skalpel - øksen er hans ven. Min hjerne går amok, jeg mister min realitetssans. Eksistere jeg? Er jeg den anden personlighed? Er jeg den onde - eller findes der intet godt i denne doktor? Jeg går som en zombie, rundt på de hvide gange. De påstår de passer på mig, men jeg ved de alle er bange for mig. De kan ikke helbrede mig - derfor er jeg her. Spærret inde og låst fast i en spændetrøje.

Dødens øjne.

Har du prøvet at se døden i øjnene ? De skræmmende øjne de fleste frygter? Har du set igennem det hårde ydre, og set de rolige og blide øjne? Dem der lover fred?

Døden er en sikkerhed. En vi ikke kan undgå. Livet er blot til låns, noget du alle må aflevere tilbage. Livet er mere mystisk, fyldt med en masse ting vi ikke forstår. En masse forvirrende følelser. Livet er direkte farligt. Vi gør os selv ubetydningsfulde. Lader teknologien tage over. Er vi overhoved en race der er behov for om flere år ? Vores liv kan blive taget fra os. Fratages de værdige - dem som virkelig fortjener livet. Fortjener den gave som livet er.

Døden er naturlig. Vi vælger selv hvad vi tror der sker. Døden er mange ting, forskelligt fra person til person. Ligeyldig hvad, så bliver vi en del af naturen. Døden er perfekt. Den evige fred. Døden er ikke noget at frygte. Den er ikke fuld af had og smerter. Kun for de efterladte. Døden vil redde dig. Redde dig fra den forvirrende verden og fra alle dine smerter. Døden er mange ting. Men mest af alt er det den evige hemmelighed som vi aldrig vil finde svar på.

Dødsfrygten er den værste. Den kan få os til at glemme livet. Glemme at nyde vores gave. Nyde de dejlige ting som livet bringer os. Hvis vi frygter døden, får vi aldrig levet livet sådan rigtig. Men hvad er der at frygte? Døden giver os det, vi som mennesker straber efter. Ro, lykke, fred. døden er et andet stadie af en evig kærlighed. Jeg frygter ikke døden. jeg frygter alt det der er inden. Alligevel prøver jeg at elske livet, men ikke for højt. Jeg vil også kunne slippe det, når min tid kommer.

Drømme og håb.

Hvor forsvandt alle dine drømme hen?
Glemte du dem på vejen imod det voksne liv?
Gemte du dem langt væk som et ondt mareridt,
eller glemte du dem som monstret under din seng?
Savner du aldrig disse livagtige drømme,
som du aldrig fik gjort til virkelighed?
Du er nu helt alene,
uden håb eller drømme.
De blev brutalt revet væk fra dit sind,
smidt voldsomt ud af din fantasi,
som julemanden og påskeharen.
Dine drømme blev revet i stykker,
som var de ligegyldige genstande.
Ødelagde du selv disse drømme?
Lagde du selv dit håb fra dig på vejen?
Hvad gjorde du den dag,
du mistede dette store stykke af dig selv?
Kan du stadig finde dig selv,
i mængden af alle de andre døde fisk?

Djævlens hånd

Du kærtegner min krop,
Lader dine fingre vandre.
De danser let over min hud,
Sender kuldegysninger ud.

Du tager min hånd i din,
Lader vores håndflader mødes.
Din finger flyver let over min hånd,
Nusser forsigtige og beroligende.

Du holder mig hårdt fast,
Lader mig føle din varme.
Dit greb svækkes aldrig,
Jeg føler mig tryg og sikker.

Du samler din hånd,
Lader din knytnæve blive stærk.
Dine slag vælter ned over mig,
Ødelægger det du før passede på.

Du knytter næven igen,
Lader det sidste slag falde.
Du tager mig igen i dine arme,
Nusser mine forslået krop.

Du ejer djævlens hånd.
Lader den udnytte enhver situation,
Dine hænder er som en ondskabsfuld leg,
Men jeg drages alligevel.

Din smerte.

Du holder på en stor smerte,
jeg kan se det i dine klare øjne.
Smerterne er mange,
og de hænger tungt om dine skuldre.
Fortæl mig om dine smerter,
lad mig forstå hvor de kommer fra.
Sidder de dybt i dit måske knuste hjerte,
eller ligger de godt gemt væk i dit sind?
Smerten i dit hjerte,
Og smerten i dit sind,
Kan aldrig være den samme.
Men derfor er smerterne,
stadig lige så ægte og tunge.
Kan du selv se forskellen?
Måske kan du ligefrem mærke den?
Forskellen kan virke så uendelig stor,
selvom smerterne er så ens.
Smerterne du gemmer i dit hjerne,
kan lindres i det virkelige liv.
Smerterne du gemmer i dit sind,
slipper ud af kroppens bur.
Hvilken smerte holder du tæt?
Kan du slippe den løs,
lindre denne naturlige tortur?

Den triste pige.

Hendes jamren skære igennem de øde gader,
som en hund der hyler i natten.
Gråden i hendes stemme er tydelig,
alligevel sidder hun hjælpeløs alene.
I huset hvor ingen mennesker er glade,
hvor solen aldrig rigtig når frem.
Hun er fortabt i sin egen sorg,
forpestet af sin egen ondskab.
Hun er glemt af alle omkring sig,
selvom det løber koldt ned af ryggen når hun jamre.
Der er ingen der skænker hende en tanke,
de kryber bare dybt under dynen når de høre hende.
Bryder sig ikke om at høre på den triste pige,
selvom de ved, hun er tættere på end de tror.
Hun bryder det de normalt tror på,
at døden er slutningen på alting.
Alligevel kan de ikke benægte, at de ikke er alene,
når hendes tomme jamren høres fra det forladte hus.

Den smerte du påføre mig.

Er du stolt af dig selv nu?
Glad for den smerte du har forvoldt mig?
Smerten du har givet mig,
er som en evig tortur,
der er ved at flå mig fra hinanden.
Min krop er fyldt med forvirrede følelser,
jeg kan ikke finde rundt i noget mere.
Mine følelser flyver rundt,
de kender ikke længere deres plads.
Langsomt trænger de ud igennem min hud.
Sætter sig uden på mit tøj.
Jeg er skrøbelig.
mere sårbar end nogensinde.
Jeg kæmper for at holde sammen på mig selv,
men jeg knækker sammen igen.
Græder som var mine øjne et vandfald,
skriger mine lunger ud.
Jeg kan ikke tackle denne smerte længere.
Vreden fylder min krop og sind.
Jeg føler mig hævntørstig,
kan nærmest smage hævnens søde saft.
Jeg forbander dig til helvede.
Hvis jeg kunne,
havde jeg slået løs på dig.
Slået min smerte dybt ind i din krop.
Hvis du dog bare kunne forstå denne smerte.
Denne smerte i mit hjerte,
der forpester hele min krop og sjæl.

De dødes nat

Natten begynder at bryde frem,
mørklægger den tomme kirkegård.
Jorden begynder at flække,
lukker op for en hel ny verden.
En hånd trænger igennem,
mens den rådne lugt melder sig.
Jeg rejser mig sammen med de andre,
går med stive ben igennem byen.
Vi går på jagt efter dem vi engang lignede,
på jagt efter frygtfuldt menneskekød.
Jeg ejer ingen sympati,
kender ikke til skyldfølelse.
Jeg bider og jeg flår,
som var det mit livs skæbne.
Skrigene skære sig igennem natten,
når vi finder vores ofre.
I kan ikke stoppe denne masarker,
redde de levende fra de døde.
Jeg har min hær af rådne kroppe,
i natten hvor zombierne hersker.

Cyberspace

Dine fingre danser over tastaturet. Du tager en dyb indånding. Læser dine ord igen. Med skælvende fingre trykker du på den sidste tast. Sender dit hjerte ud i cyberspace. Du sidder nøgen tilbage, har afsløret dig selv. Du kan ikke tage tilbage, hvad du netop har gjort. Du kigger blankt på den lysende skærm. Du er igen omringet af mørket, og din krop fyldt med ensomheden. Da den lille lyd strømmer ud igennem dine højtaler, hopper dit hjerte et slag over. Du føler hvordan ensomheden forsvinder en smule. Mørket føles ikke længere så skræmmende. Derude et sted, sidder der en med et svar. Et svar til dig personligt. Du er ikke længere alene, cyberspace har skænket dig en ven.

At leve lykkeligt.

Vil du være lykkelig? Selvfølgelig vil du det.
Alle mennesker ønsker at være lykkelige.
Lad mig vise dig vejen, lære dig de små trin.

Syng som havde du den smukkeste stemme.
Dans som ingen kunne se dig.
Le som havde du al luften i verdenen,
græd som havde du havet som tåre.
Snak som var du en åben ordbog.
Drøm som havde du den største fantasi.
Lev som skulle du dø i morgen.
Elsk som var dit hjerte aldrig blevet knust.
Kæmp som havde du aldrig tabt.
Digt som var du en kæmpe forfatter.
Spil som kunne du alle tangenter.
Se som skulle du blive blind i morgen.
Lyt som skulle du blive døv i morgen.
Nyd som skulle du aldrig leve igen.

At fastholde drømmen

Hyletonen tvinger dig tilbage til virkeligheden,
giver dig et realitets spark væk fra drømmeland.
Med halv lukkede øjne slukker du for vækkeuret,
men du lukker straks dine øjne igen,
for ikke at blinke de sidste rester af drømmen bort.
Du trækker vejret med dybe og langsomme åndedrag,
prøver at lade dit sind glide tilbage ned i mørket.
Små brudstykker af drømmen dukker gradvis frem,
men du kan ikke få samlet billederne til en helhed.
Hver gang du forsøger at koncentrere dig om en enkel ting,
mister du grebet om helheden.
Dit puslespil falder langsomt fra hinanden,
selvom du gang på gang ligger en brik.
Illusionen er brudt og du kan ikke samle den,
du må se virkeligheden i øjnene.
Selvom drømmen virkede mere livagtig end livet selv,
har du ikke længere magt over drømmen.
Det føltes som at være tilskuer til en film,
hvor man ikke længere selv har hovedrollen.
Solens stråler trænger svagt igennem dine lukkede øjenlåg,
og du forsøger at klemme den tættere sammen.
Du prøver en sidste gang at fokusere på de ting du husker,
finde stemningen af drømmen frem igen.
Dog forsvinder de sidste billeder ud af dit mentale håndgreb,
efterlader et tomt hul tilbage, hvor drømmen engang herskede.

En kort blog om den reneste kærlighed.

Du har min kærlighed,
den reneste af dem alle.
Dig elsker jeg ubetinget,
du er noget af det bedste jeg ved.
Du kan altid gøre mig lykkelig,
du er mit drug, min afhængihed.
Der findes kun en kærlighed, 
der er renere end min til dig.
Og det er din til mig.
Uanset hvad jeg gør, tilgiver du.
Uanset hvordan jeg behandler dig,
så elsker du mig lige så højt som før.
Jeg er din bedste ven, 
og jeg kunne ikke være mere stolt.
Du er alt hvad jeg ønsker,
alt hvad jeg behøver.
Med dig i mit liv, er jeg lykkelig.
Vores kærlighed til sammen, 
ville kunne stoppe alle verdens krige.
For ingen har mere kærlighed til hinanden,
end du og jeg. Ejer og hund.

Det falske hav

Har du set det falske hav?
Det er egentlig meget smukt,
fuld af skønne fisk.
Men der er noget galt,
havet er så fuld af kopier og forfalskninger.
Der er en strøm af døde fisk,
dem der følger strømmen.
Har du set en af disse døde fisk?
Hvis du har set en, så har du set dem alle.
De ligner alle hinanden,
er ikke noget specielt hver for sig.
Du husker dem egentlig ikke,
for de gør sig ikke værd at huske.
De døde fisk er helt perfekte,
følger alle havets regler.
Har samme mening og nikker bare pænt.
Men ind imellem kommer der en fisk,
en fisk der er helt sin egen.
Fisken svømmer imod strømmen,
ligner ikke alle de døde fisk.

Det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster.
Det er, hvad de siger.
Lægerne, psykologerne,
alle de kloge mennesker.
De tror ikke jeg er andet end det.
Jeg har en psykisk sygdom,
jeg er voldelig, ligefrem farlig,
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger.
De behandler mig som en kriminel,
selvom jeg aldrig har brudt nogen lov.
De gør det kun for at beskytte sig selv,
selvom de aldrig ville indrømme det.
De bryder sig ikke om,
hvad der sker med mig.
Det er bedst for alle,
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger,
Jeg har ingen voldsdomme,
men alligevel låser de mig inde.
Gemmer mig langt væk fra virkeligheden.
Jeg er voldelig.
En trussel mod mig selv,
en trussel mod andre.
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger,
Deres frygt føre an,
misforstår de ting jeg siger,
laver deres egen historie.
De piller og prikker til mig.
Skaber et monster inde i mig.
Men det er min egen skyld
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger,
Monsteret vågner op,
begynder at reagere.
Prøver at beskytte sig selv,
beskytte mig.
Dette monster er farligt,
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger,
Nu føles det rigtigt,
det de har gjort.
De føler nu at de har tilladelse,
til at spærre mig langt væk.
Men var det ikke dem,
Der skabte dette monster indeni?
Monstret har altid været her
- det er hvad de vil fortælle dig.

Jeg er et monster,
Det er, hvad de siger.
Jeg sidder nu i spændetrøje,
i det hvide beskyttede rum.
De lukker mig ikke ud,
de tør ikke lade monstret komme ud.
Jeg tror de har smidt nøglen væk.
Jeg kommer aldrig væk her fra.
Men det er jo for min egen skyld,
- det er hvad de vil fortælle dig.

Den jeg er.

Jeg er sygdommen i dit blod,
den du ikke kan undgå.
Jeg er tornen i dit øjne,
den du aldrig kan fjerne.
Jeg er pesten i din krop,
den du har lært at frygte.
Jeg er kræftknuden under din hud,
den du aldrig kan overleve.
Jeg er de kroniske tømmermænd,
dem der bare skal overståes.

Jeg er et vedhæng om din hals,
den vægt du aldrig kan ligge væk.
Jeg er vægten på dine skuldre,
den byrde du aldrig slipper af med.
Jeg er lænken om dine fødder,
den du ikke kan fjerne.
Jeg er mørket i din krop,
Den der altid vil æde dig op indefra.
Jeg er håndjernene om dine håndled,
dem du aldrig kan låse op.

Jeg er alt det du afskyer,
den du ikke kan være fri for.
Jeg er på højde med djævlen,
den du frygter at møde.
Jeg er målet for alt dit had,
den du sigter efter så tit.
Jeg er uhyret i dine drømme,
den du altid har frygtet.
Jeg er den menneskelige boksepude,
den du med glæde tæsker løs på.

Manden der er bange for livet.

Kender du den bange mand? Ham der er bange for livet? Han er kommet så langt, at han nu er bange for døden. Bange for han ikke har gjort nok i dette liv. Han frygter for livet efter døden, selvom han ikke ved om der findes en. Han stræber efter det bedste, det han aldrig vil få. Han er top chef med den største løn. Men han frygter værre tider, så de trækker renter i banken. I garagen står dyreste bil, den han aldrig har kørt. Han er bange for at kører galt, og ikke nå alt det han skal. På hans væg hænger den største fladskærm, den som aldrig bliver tændt. Han frygter for sit syn og dårlig påvirkning. På bordet står den bedste computer, den som aldrig bliver rørt. Han er bange for at den får virus, og at en hacker kommer ind. I hans have står de smukkeste blomster, dem garderen passer. Han sætter aldrig en fod i haven, da han frygter for hudkræft og hvad solen ellers bringer. I hans skab hænger de fineste klæder, dem han aldrig bære. Han er bange for pletter og hvad hvis knappen springer? I stalden står den smukkeste hest, den til flere millioner. Han har aldrig lagt sin hånd på den, hvad nu hvis den skulle skade ham? I stuen står den store pejs, den som aldrig bliver tændt. Han er bange for ilden skal sprede sig og ødelægge alt han ejer. Rundt omkring i hans hjem står en masse flotte billeder, dem som fulgte med rammen. Han har for travlt, med at være bange, til at skabe sin egen familie.

Kender du den bange mand? Ham der er bange for livet? Ham der er kommet så langt, at han nu har glemt at leve.

I biografen

Mørket er tæt, men da rulleteksterne begynder at køre tændes lyset langsomt. Et par søvnige øjne begynder at blinke, prøver at vænne sig til det bløde lys. Folk begynder at røre på sig, en utålmodig sjæl rejser sig og går imod døren med jakken i hånden. Giver sig ikke tid til at stoppe op og tage den på. Folk begynder langsomt at tage sine jakker på, gå imod skraldespanden og smide deres rester ud. Pludselig fare et skrig igennem salen. Som en lyn vender alle sig for at se hvor skriget kommer fra, men det eneste de ser er en skikkelse der løber tværs igennem salen og imod udgangen. Som om tiden stod stille, står de alle forstenet. Stirre mod enden af lokalet, imod hjørnet hvor lyset ikke når frem. Tøvende kigger de rundt på hinanden, overvejer kort deres næste træk. Det føles pludselig som om de står i en gyserfilm, som den de netop har set. En modig sjæl træder et skridt frem, men stopper så alligevel op igen. “kom nu” lyder det ivrigt fra en anden. Han kigger tilbage på flokken, føler sig nærmest som deres leder. Langsomt begynder han at gå op af trapperne, imod hjørnet længst mod højre. Pludselig går døren op, og alle fare sammen. “Hvad laver i her? Filmen er for længst færdig, og vi skal i gang med den næste” forvirret står de alle stumme, ikke en lyd kommer der forbi deres læber. “Jamen…” er der pludselig en der får fremstammet. “Jamen hvad?” langsomt går lederen tilbage ned af trapperne, imens han tager sin jakke på. Det er ikke hans problem, det kommer ikke ham ved. Folk de flokdyr de er, begynder resten af følge i hans fodspor. Stemningen er trykket da de går imod udgangen. Langsomt, tøvende. En kigger sig over skulderen, skuler imod hjørnet igen. Hvad var der, der oppe? Salen ligger stille hen, og kontrolløren begynder at gå op af trapperne. Tjekker om alle er ude, og om alt er taget med. Han starter i højre hjørne, men stivner pludselig. han vender sig om og kaster galde op på gulvtæppet.

Det store hav.

Det dybblå ocean ligger åbent for dig. Dine bare tæer er let begravet i det hvide sand, og solen står højt på himmelen. Din hud gløder let, af sveden der springer ud af dine åbne pore. Langsomt tager du dit tøj af, smider det i det varme sand. Med tunge skridt går du ud i vandet, til du til sidst ikke kan bunde. Din vægt forsvinder pludseligt, og dine fødder letter fra den sandfyldte havbund. Havet bære dig, som var du et fjer i luften. Vinden bevæger sig over dit hoved, sætter liv i det ellers så stille hav. Du trækker vejret dybt, og luften fylder dine lunger. Dit hoved bliver begravet under de tunge bølger men du høre ikke det uvejr der nu tordner over vandets overflade. Dine øjne ser klart igennem det lyse vand, mens du svømmer langs havbunden. Kigger på vandplanter og havets dyr. En nysgerrig fisk svømmer drillende omkring dig, og du gribes af dit indre barn. Leger let med fisken mens du svømmer i cirkler rundt om en sten. Du rammes pludselig af en skærende panik. Dine lunger skriger efter ny luft, og pr refleks ånder du ud. Forvirringen griber dig, og du når ikke overfladen, før du igen trækker vejret ind. Vandet fylder dine lunger, drukner dig langsomt. Druknet, i dit flugtforsøg fra virkeligheden.

Det onde

Den psykopatiske tankegang køre af sted. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne føle. Jeg er drevet af begær, begær til det onde. Jeg er gift med det farlige mens døden er min elskerinde. Jeg lever og ånder af det mørke, så meget at det fylder hele min krop. Mit hjerte rummer al det onde, alt det ingen tør elske så højt som jeg. Jeg opsøger det usynlige, det sygelige i naturen. Jeg er forelsket i det onde i mennesket, det som driver os ud i det ekstreme. Jeg lukker lyset ude, og begraver mig selv i mørket. Mine tanker har sit eget liv og jeg følger blot efter som en anden slave. Mine tanker mishandler mig, æder mig op indefra. De onde tanker, de tanker der er så normale, men alligevel så forkerte. Mit liv er et tabu, et emne du ikke vil diskutere. Du ser ned på mig, ned på min kærlighed til det onde. Jeg leger med døden, jeg har snydt den før. Føler mig udødelig, men samtidig allerede død. Jeg forkæler min kæreste, hende du kender som magtesløshed. Hun er farlig og står for alt det onde i denne verden. Jeg er pænt klædt ud, forklædt om du vil. Du ville måske ikke genkende mig med det samme. Passer du ikke på, acceptere du mig ikke, så vil jeg drive dig så langt ud i mørket at du ikke engang ville kunne finde dig selv. Du har låst mig inde, og jeg er sikker på du ville ønske nøglen pludselig blev væk. Men engang imellem slipper jeg ud. Kommer frem i diverse forklædninger. Jeg er Abomination, og jeg er i din sjæl, selvom du måske ikke lige ved det.

Frygt i natten

Frygten kommer snigende med mørket som sin efterfølger. Skaber skræmmende skyggebilleder der danser på væggen. Natten er over dig, og du er pludselig alene. Du mærker hvordan frygten indtager din krop, sætter spørgsmålstegn ved alt det du elsker. Du frygter for dit liv og for alle dem du elsker. Du frygter for den verden du kender, og for alt det du nu ikke kan se i mørket. Du begynder hurtigt at frygte selve natten, du ved hvad den vil bringe. Du er skrøbelig og kan smage angsten i de saltede tåre. Uroen sætter sig i kroppen, og skaber spændinger i dine skuldre. Frygten bliver mindre, hen af morgentimerne, og lyset bryder snart igennem. De skarpe stråler, skære frygten i stykker og tvinger den væk. Alle dine frygte er væk, og du smiler igen til verdenen. Du står stille og rolig op, og møder livet med glæde. Frygten er væk, og du er klar til at indtage verdenen. Men glemmer at frygte det du rigtig brude være bange for. Det du møder i de daglige timer, mens du ikke er på vagt.

Smerte

Smerten har længe været en del af mit liv. Både den psykiske og fysiske smerte. Den har overtaget, styrer hele min verden. Men en dag besluttede jeg, at smerten skulle være min lærer og ikke min hersker. Så jeg begynde at studere den, lære den bedre at kende. Og igennem smerten fik jeg fred. Fandt roen. Smerten er stadig i mit liv. Men jeg lever stadig.