Min ven..

Det er med stolthed i stemmen jeg kalder dig det. Smilet på mine læber er ægte, og du er grunden til det. Når jeg er trist og dagen er grå, finder jeg dine bøger frem. Dine ord fylder mig, og du river mig rundt i dit univers. Men de vigtigeste ord i bogen, er de aller første. Du skrev engang en linje eller to til mig, og de ord sidder i mit hjerte. Jeg smiler for mig selv, når jeg læser dem, ja endda bare når jeg tænker på dem, som nu. Jeg beundre dig. For dine ord, men ikke mindst dit væsen. Sjældent har jeg mødt en person, der rør mig så meget som du. Du er en passiv person i mit liv, det er sjældent vi snakker. Men hvergang vores veje krydser, klikker vi igen. Snakker som havde vi aldrig gjort andet. Pjatter og joker, som var vi med i et stand up show. Dette er sjældent, dette er værd at passe på og værne om. Jeg håber vores veje aldrig skilles helt, og at vi på kryds og tvæs altid vil mødes.