Min mester.

Jeg sidder her, tryllebundet af dine ord. Kigger drømmende ind i skærmen, forsvinder langt væk. Hen over bjerge, høj op i skyerne, langt under vandet. Du forhekser mig med dine ord, giver mig en følelse, for blot at rive den fra mig igen. Du stikker og prikker til mig, får mig ofte til at græde. Men oftes sidder jeg med et kæmpe smil på mine læber, griner nærmest. Jeg forstår ikke hvordan du gør, som du gør. Forstår ikke hvordan du gør lige netop det, jeg ville ønske jeg kunne. Når jeg føler mig "a little blue" finder jeg dine bøger frem fra hylden. Tørre støvet forsigtigt af, og sætter mig i hjørnet af sofaen. Slukker det store lys i stuen, og tænder lidt stearinlys hist og her. Langsomt åbner jeg for den første bog. Med lette fingre der danser hen over siderne, læser jeg. Humøret skifter, svinger op og ned. Pludselig føler jeg vreden dunke i mig, som bassen fra musikken. Hvordan kunne du ?! Hvordan kunne du tage min drøm, og gøre den virkelig for dig ? Hvordan kan du skrive dine smukke ord, når mine blot ligger her bag tungen? Mine ord kommer ikke længere frem, men du kaster dine ud som var det en leg. Må jeg hade dig lidt, bare for en stund? Men det er svært, for du er min ven, min lærer, min Mester.