Jeg ser din sorg.

Sorgen står malet i dit ansigt. Jeg har for længst set tåren der presser sig på. Jeg kan se du kæmper, med alt hvad du har i dig. Må bevare fatningen, må holde dig stærk. Du kæmper med livet som indsats, for ikke at give slip. Du oplever en af de største sorger, et menneske kan opleve. At miste sin mor. Jeg græder, når jeg kigger dig dybt i øjnene. Mit hjerte knuses, når jeg ser du smiler tapperet. For ikke at miste din maske, for at bevare dit overskud. Jeg ved ikke hvordan du gør det, jeg ville aldrig kunne. Min respekt for dig vokser, når jeg ser hvordan du lukker tårene ud. Her hvor ingen kan se dem, kan du endelig lade dem falde. Lade det hele komme op til overfladen. Jeg ville ønske jeg kunne tage din sorg. Bare natten over, så du kan få lukket dine tunge øjne. For jeg ved, at selvom du er ødelagt af søvnmangel, får du ikke meget søvn i nat. Jeg ville tage imod din sorg, med en åben kyshånd. Holde om den, og passe på den, til du var klar til at tage den tilbage. For sorgen er vigtig, en stor del af det at være menneske. Du fortjener at få den tilbage, ligesom du efterlod den. Mørke og altødelæggende. For sorgen er en sjælestjæler, der æder en op med rub og stub, hvis ikke man passer på. Men plej den og pas på den. Og med tiden, vil sorgen blive til de smukkeste minder. Minder om den gang, du mistede din elskede moder. Om de sidste minutter i havde sammen. Om den smukkeste begravelse man kan tænke sig til. Minderne vil du bære med dig resten af livet. Elske dem. Men indtil da, vil sorgen være din hersker og følgesvend. Ødelægge din sult, smadre din søvnrytme, trampe på dine følelser. Bare husk, ven. Du er ikke alene. Jeg ser din sorg.