Min københavner

Jeg mødte engang en pige, så fuld af livsglæde og smil. Det viste sig hurtigt at denne pige, var mere end blot overflade og billige grin. Hun var helt igennem fantastisk, og mere skøn end folk kunne se. Men jeg så lige igennem hende, så hendes sorg, så hendes smerte. Mens jeg lærte denne pige at kende, begyndte jeg at holde mere og mere af hende. Hun blev en vigtig del af mit liv, og vores samtaler blev fast rutine. Vi delte pludselig alt. Vi lærte sammen at hjerte rimer på smerte, og at leve på engelsk (Læs: Live) omvendt er ondskabsfuldt(læs: Evil) Vi lærte at livet ikke er guld og grønne skove, og jeg håber stadig den dag idag, at hun sætter bare lidt pris på mig. Så kærlig en person, og ikke mindst ærlig, skal man lede længe efter. Jeg tror det skyldes hendes sorg, hendes smerte og ikke mindst hendes hjerte. Hun er smuk, indeni såvel som udenpå. Men hun bære på en hemmelighed. En hemmelighed, jeg er så heldig at jeg ved. Hun er syg, syg i sit hoved. Ikke psykisk, men fysisk. Engang imellem bliver jeg bange, bange for fremtiden, og for at denne fantastiske pige og vores samtaler, ikke længere er del i mit liv. Hun er min københavner, og jyden her ville elske at opleve hende gammel en dag.