Den triste pige.

Hendes jamren skære igennem de øde gader,
som en hund der hyler i natten.
Gråden i hendes stemme er tydelig,
alligevel sidder hun hjælpeløs alene.
I huset hvor ingen mennesker er glade,
hvor solen aldrig rigtig når frem.
Hun er fortabt i sin egen sorg,
forpestet af sin egen ondskab.
Hun er glemt af alle omkring sig,
selvom det løber koldt ned af ryggen når hun jamre.
Der er ingen der skænker hende en tanke,
de kryber bare dybt under dynen når de høre hende.
Bryder sig ikke om at høre på den triste pige,
selvom de ved, hun er tættere på end de tror.
Hun bryder det de normalt tror på,
at døden er slutningen på alting.
Alligevel kan de ikke benægte, at de ikke er alene,
når hendes tomme jamren høres fra det forladte hus.