Jeg er træt af min psyke, træt af mig selv.
Min verden falder sammen, jeg vil bare slå tiden ihjel.
Natten er så dyb, og himmelen slår ud i regn.
Jeg græmmes ved mig selv, mens jeg tænker på om det er et tegn.
Jeg er en fange af tiden, som var jeg død inden i,
min verden mangler lige pludselig sin egen melodi.
Jeg ved ikke hvad der gik galt, det hele gik jo egentlig så godt,
måske har min stakkels sjæl, langt om længe fået nok.
Natten virker pludselig som et synligt tegn på mit humør,
jeg lader mørket omslutte mit sind og gør det til mit talerør.
Jeg prøver at skrive, prøver så ihærdigt at forklare,
hvordan min sjæl brænder, det følelse som om jeg er i livsfare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar