Det dødelige møde

Det havde regnet tidligere på aftenen, og byen var mennesketom. Kun månen lyste køligt og blegt. Hun gik med raske skridt igennem den tomme by og hendes sorte laksko gav genlyd mod de våde brosten. Hun var på vej hjem og selvom der ikke var langt, savnede hun allerede varmen fra pubben. En kold vind blæste, skar sig nærmest igennem hendes bare ben. Hun trak sin jakke tættere omkring sig, og bandede over hun havde valgt den flotte i stedet for den varme. Hun fik pludselig en underlig fornemmelse af at blive iagttaget, og holdt vejret mens hun lyttede til sine skridt. Hun kiggede sig over skulderen mens hun langsomt satte farten op. Bag hende var kun mørket og den våde gade. Der var intet at se. Det var absurd, men følelsen forsvandt ikke. Hun følte sig utilpas og prøvede at lytte igen, men blodet brusede i hendes ører. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun kort var sikker på at hele byen kunne høre det. Hun rystede mentalt på hovedet for at slippe den tanke, men frygten sad nu i hende som en knude i maven. På trods af kulden mærkede hun sveden bryde frem under armene. Hendes lille skjorte klisterede sig til hendes ryg, og hendes hænder var klamme. Hun kastede et stjålent blik over skulderen igen, men den var lige så øde som før. Hun ønskede kort at se en skygge et sted, for bare at bevise hun ikke var blevet sindssyg. Da hun kiggede frem for sig, så hun ham pludselig. Han stod kun få meter fra hende og betragtede hende. Hans hat kastede skygger over hans ansigt, gjorde det umuligt for hende at se hans karakter. Det eneste synlige var hans brede kæbe og den sammenbidte mund. Et lille smil spillede på hans læber, og det gjorde hende uhyggelig til mode. Hun følte kulden overtage hendes krop, lammede hende. Omkring hans mund stod små skyer fra hans varme ånde, og på hans krop hang der en lang frakke. Han lignede mere en blotter fra en tegnefilm, og hun ønskede kort at hun havde ret. Alligevel skreg hendes mavefornemmelse at noget var galt, han var ude efter noget mere. Hun prøvede forgæves at tage et skridt frem, men hun mistede fodfæstet i de sorte laksko. Et skrig undslap hendes læber, da hun mærkede hans grab om hendes arm. Hans grab var fast, med stive fingre, og de nærmest brændte sig igennem hendes jakke. Hun forestillede sig kort, de blå mærker der begyndte at bryde frem på hendes arm. Fortvivlet rystede hun hårdt på sin arm, forsøgte at få ham til at slippe grebet. Men hans fingre var som ætset ind i hendes arm. Han rev hende til sig, tvang hende til at stå ansigt til ansigt med ham. Han betragtede hende med hovedet på skrå, som var hun et vildt dyr. Skyggen fra hans hat havde flyttet sig, og tillod hende at se hans øjne. De lyste nærmest i mørket, var skræmmende tomme, ligesom den øde gade omkring dem. Med sin frie hånd trak han pludselig en genstand frem. Da månen kastede et svagt lys på dem, kastede blandet fra kniven det tilbage. Hun vidste pludselig hvad der ventede hende, og med døden kom freden. Hendes ben gav efter under hende, men hans greb holdt hende oppe. Hun lukkede sine øjne og forberedte sig på smerten der ville komme. Men smerten kom aldrig, hun ville aldrig føle noget igen.