De forglemte sjæle

Kirkegården er et sted med minder. Et sted hvor vi mindes folk som engang fyldte vores liv. Nu fylder kirkegården det tomrum som er blevet efterladt i vores hjerter. I nattens skumring kaster de levende lys lange skygger, og duften af nye blomster hænger tungt.
Men hvad med vi ikke ser?

Lad mig føre dig ind i min tankegang. Lad mig forklare. Jeg fastløser dine øjne på min tekst. Som et trafikuheld. Man ved det bliver grumt, man ved man kommer til at græde sig selv i søvn mens blodet stadig sidder på nethinden, men man skal bare lige have det sidste blik. Lad mig føre dig i blinde, indtil du kan se lyset, det lys jeg vil have dig til at se. Lad mig vise dig de forglemte sjæle, vidste du de fandtes?

Rundt omkring på den øde kirkegård, sidder de glemte sjæle. De er askegrå og nærmest matte. De stirre tomt for sig, og rør næsten aldrig på sig. De hænger over gravstenen, støtter sig og prøver at finde lidt tryghed. De er bange, bange for de sjæle der hviler sødt, bange for menneskerne som går i gruset og bange for hvad deres fremtid bringer dem. De sjæle der hvilet sødt, er bange for de glemte sjæle. De siger aldrig et ord til dem, og deres øjne finder aldrig vej mod dem. Deres livløse kroppe er drænet for energi, og hver gang de sukker, ebber håbet en smule ud. Håbet om at blive husket. De er de glemte sjæle, dem du frygter at blive. Forladt, glemt og ligegyldig. Når regnen falder, blinker de tårerne væk, de tåre som de holder i sig, så ingen ser dem. De husker deres kære, savner dem og mindes dem. Såvel som de efterladte mennesker mindes deres kære og savner dem. Når du træder fordi deres grave, hvæser de af dig. Du mærker det som vinden mod din kind, den vind som får dig til at trække dine arme omkring din krop. De vil dig intet ondt, de vil blot huskes. De ønsker en som stopper op. Stopper op og mindes dem. Ligger en blomst ved deres grav eller tænder et lys i deres navn. Fjerner det ukrudt som viklet sig rundt om deres kroppe. Der sidder de, de glemte sjæle. De siger aldrig et ord og har blot tomme øjne. De hviler i skyggen. Gemmer sig nærmest. Gemmer sig for grinede kommentarer om sjove navne eller den upasset plads foran deres grav. Fuglene lander ikke nær deres grave og solen når aldrig rigtig frem.

Måske kender du en af disse glemte sjæle. Måske æder den dårlige samvittighed dig op inden fra. Du tænker over at købe blomsten - men det kan da nemt vente. Blomsten bliver ikke til andet end tanker og lyset bliver aldrig tændt. Det er hårdt at besøge en af de glemte sjæle, men bare husk. De sidder der stadig, den dag du måske bliver deres sidekammerat. Det er aldrig for sent at lappe et knust hjerte - heller ikke hvis det hjerte ejes af en forglemt sjæl.