Tanker, virkelighed eller blot en tekst?

Hvad tror du dette er ? En uskyldig blog? En forvirret tankegang? Måske endda en skræmmende virkelighed? Uanset hvad det er så har jeg har brug for at skrive, og DU er mit offer.

Mit offer jeg tvinger ind i min hjernes underlige gange og lukker kasserne med hemmeligheder op. Mine inderste tanker der skriger for at komme ud, men ingen høre dem. Jeg fanger dig og binder dig, mens jeg fastløser dine øjne på min tekst. Som et trafikuheld. Man ved det bliver grumt, man ved man kommer til at græde sig selv i søvn mens blodet stadig sidder på nethinden, men man skal bare lige have det sidste blik..

Se nu er du forberedt på det værste, og bliver møg skuffet hvis jeg ikke levere. Men hvad vil du gøre? Tvinge dig ind i min hjerne og åbne op for mine tanker? Er du sikker på det er den vej du vil gå?

Faktisk er dette ikke mig, såvel som det heller ikke er dig. Det kunne godt ha været os begge - eller en helt anden. Hvem ved hvem disse tanker tilhøre? Hvis det da er tanker det er. Hvem den rette ejer mand er? Deler flere sjæle samme tanke?

Vi er den mest fantastiske race på jorden.
Den race som er så langt mere udviklet er vi er begyndt at udslette os selv.
Vi ligger øverst i fødekæden - skønt vi bliver dræbt af dem under os.
Livet tvinger os ud over vores grænser.
Presser os op mod muren så vi som en anden hund viser tænder og til sidst går vi til angreb. Men hvem er det vi angriber? Hvornår er vi jægeren og hvornår ender vi som byttet? Er du jægeren eller at du byttet ? Hvem er det du jager - eller hvem flygter du fra?

Du prøver at finde ud af hvem jeg er. Jeg ved det godt selv. Du tror mit sind gemmer svaret, men du ville aldrig finde det. Mørket i mit sind er for sort, og kun jeg kender dens stier. Jeg skjuler noget. Noget du aldrig vil komme til at se. Men gemmer du måske ikke selv noget - noget jeg aldrig kommer til at se? Prøver du måske at finde ud af hvem du selv er?

Jeg kunne være den soldater, der dræber kvinder og børn.
Jeg kunne være den civile, du føler med.
Jeg kunne være den pædofile, du advare dine børn imod.
Jeg kunne være barnet, du så inderligt føler med.
Jeg kunne være den voldtægtsmand, du frygter at møde.
Jeg kunne være offeret du ikke ønsker at blive.
Jeg kunne være den morder, du høre om i tvet.
Jeg kunne være den døde, som ligger i graven.

Og jeg, kunne være dig, så vel som det kunne være en anden.

Du mener der er noget galt. I min hjerne. I mit sind. I min krop. Føler du måske selv der er noget galt med dig? Jeg er lige så normal som du - men hvor normal er du selv?

Er dette blot tanker? Er dette virkelighed? Eller er dette blog en ligegyldig blog?