På briksen

Hun forsøger igen at blinke tåren væk, mens hun stille jamre for sig selv. Hendes håndled er hudløse og hun kan næsten ikke mærke sine ben længere. På hendes krop danser gåsehuden, det synlige tegn på hendes krops kulde. Hun flytter forvirret hovedet fra side til side, men ser intet andet end de hvide vægge. Hun læner hovedet tilbage, og en smerte jager igennem hendes hoved. Selv loftet er hvidt, hvor er det dog grimt. Hun prøver at fokusere, skabe sig en ide om rummet hun er i. Hun har ingen fornemmelse for pladsen omkring hende, ved bare at det gør ondt. Det gør så satans ondt. Hun høre en dør gå op, forsøger at løfte hovedet men hendes kræfter svigter hende. Hvor er det åndssvagt. Hun lukker bare øjnene, et sørgeligt forsøg på at blive væk. Hun mærker en hånd på sin arm og åbner øjnene. Ved hendes side står en høj mand, han virker så uendelig høj. Hans øjne hviler roligt i hendes, venter på hun er færdig med at beglo ham. Først da han trækker armen frem bag ryggen ser hun kanylen i hans hånd. Han må have læst hendes blik for han begynder roligt at tysse på hende. “rolig nu, nu ingen ballade igen. Jeg gør dig ingen ting.” Alligevel begynder hun på den umulige kamp, der hurtigt minder hende om smerten i hendes håndled og hoved. Hun har fundet grunden til de hudløse håndled, men ignorere alle smerter. Hendes overlevelses instinkt sætter ind, tillader hende at finde kræfter til at kæmpe for livet. River og rusker i lænkerne der holder hende nede til briksen. Pludselig bliver hun holdt nede af flere hænder, de hvide mænd er drukket op fra det blå. Tårerne bryder op i hendes øjne, og hun skriger af sine lungers kræft. Hun mærker ikke engang kanylen der går igennem hendes hud, eller væsken der nu løber i hendes blod. Skønt hun ikke kan bevæge sig længere, bliver hun ved med at prøve. Ikke stoppe, aldrig stoppe.. Kort efter stopper hun, falder roligt tilbage på briksen. Det hvide lys virker så skarpt, men hun ser intet længere.