Teenage liv.

Åndssvagt. Det hele var så åndssvagt. Hvad nyttede det overhoved at blive ved? Hun sad åndsfraværende og kradsede kruseduller ned på papiret. Linjerne på papiret ødelagde det hele. Hvor var det dog grimt. Hun rev siden af og smed den mod skraldespanden. Hun ramte som altid, ikke. Bunken af papir havde vokset sig større siden sidst hun lagde mærke til den. For helvede! Hvor længe havde hun sat der?  Hun strøg en usynlig hårtot om bag øret, en dårlig vane fra da hun havde langt hår. Nu var det bare kedeligt og kort. Men hvad betød det egentlig? Der var alligevel ingen der lagde mærke til hende. Men hun var også ligeglad. Det fortalte hun i hvert fald sig selv. Gråden stak til hende igen, og hun greb ud efter hendes glas. Hendes hånd ramte lige ind i den, så den faldt mod jorden. Hun så det hele i slowmotion, også da glasset knuste og vandet sprang ud som et springvand. Hvor var det hele dog åndssvagt. Hendes strømper var våde, så hvad nyttede det at begynde at tørre op nu? Tingene der lå ved hendes fødder sejlede i vand. Hun var ligeglad. For hendes skyld kunne de rådne op. Hun havde ikke brug for dem. Faktisk havde hun ikke brug for noget som helst. Det var i hvert fald hvad hun sagde til sig selv. Hun kiggede ligegyldigt ud igennem vinduet. Så på menneskerne der gik forbi. Ubevidst rettede hun på blusen. Den var faldet ned igen. Typisk. Hun kunne ikke lide at kigge ud på menneskerne. De var så tæt på, men alligevel så langt væk. Det gav hende en dårlig fornemmelse, og en knude voksede i hendes mave. Menneskerne gik frem og tilbage. Nogen alene, andre hånd i hånd. Men fælles for dem alle, så var de på vej et sted hen. Hun sad bare her helt alene, uden at have et sted at være. Hun krummede sine tær da kuldegysningerne løb hende koldt ned over ryggen.  Hvor var livet dog åndssvagt. Det var slet ikke den store gave som alle sammen snakkede om. Hun blinkede hurtigt en tåre væk, men er ikke forberedt på den næste. Pludselig løb tårerne ned af hendes kinder og vreden blussede op i hende. Hun rejer sig hurtigt og gik frem og tilbage. Hvor var det dog åndssvagt. Som om hun ville komme nogen steder, bare fordi hun gik der inde. Hun sparkede hårdt til væggen. Hun hørte ikke det der splintrede, og mærkede ikke smerten i hendes fod. Hun bare gik og gik. Hun hev forpustet efter vejret, mens hun prøvede at få kontrol over tårerne. Hvorfor skulle de også komme? Det hjalp jo ingen ting. Hvor var det dog åndssvagt. Hun tog kuglepennen og blokken fra bordet og smed sig på sin seng. Et stykke glas havde boret sig ind i hendes hæl, men hun mærkede det ikke. Hun så det først da hendes hvide sengetæppe pludselig blev plettet. Typisk! Hun bandede højlydt og slog ned i sengen. Kuglepennen fløj et par centimeter op før den landede igen. Hun tog sin pude og knugede den hårdt ind til sig. Hun hvilede sin hage på sine knæ og kiggede tomt ud i rummet med blanke øjne. Blusen faldt ned igen, og hun rettede automatisk på den igen. Åndssvagt. Det hele var åndssvagt.