at spise er den nye sort.

Hun kiggede sig selv i spejlet, mens hun stille smilte for sig selv. Hun tænkte tilbage på den gang sygdommen herskede over hendes krop. Dengang var hun kun en sørgelig udgave af sig selv, et skelet med hud og hår. Hun kørte langsomt hænderne over sin nøgne krop, nød formerne hendes hænder fulgte. Hun mærkede stadig sygdommen dvæle i hende, men glæden hun følte ved sin krop nu, overskyggede alle andre lyster. Skønheden strålede fra hende, og glæden stod malet i hendes ansigt. Hun elskede den person hun så i spejlet, og den person hun var blevet. Glæden boblede i maven på hende og et lille grin undslap hendes læber. Hvor er livet dog fantastisk, tænkte hun roligt ved sig selv. Himmelen og helvede kunne bare komme an, hun var klar til det hele, og kunne klare alt. Ikke engang sygdommen ville kunne få overtaget nu, hvor hun elskede sig selv igen.