Livets fængsel.

Livet er som et fængsel.
Der er ingen der høre når du råber,
skriger af dine lungers fulde kraft.
Disse vægge af indsmurt i sindssygdom,
og gulvene svøbt i smerter.
Kom med mig på bølgen af fortvivlelsen,
duk ned i håbløsheden sorte hav.
Hvis du giver slip og bukker under,
er det ligegyldigt,
der er ingen der bekymre sig alligevel.
Du er alene, i livets fængsel.
Der er ingen plejere eller fangevogter,
kun dig, og helvedets følelser.
Du sætter høje håb,
om et sølle lille vindue,
med udsigt til himmelen og dens fugle.
Men lad nu drømme være drømme,
du sigter for højt og bliver kun skuffet.
At se den smertefulde frihed,
er svært for den der er låst inde.
Se glæden, kærligheden og lykken.
Det ville blot få dig til at længes langt mere,
efter det uopnåelige du aldrig ville kunne få.
Så forbliv låst inde i din celle af væmmelse,
had verdenen i stilhed for dig selv.
Det er den pris du må betale.
Så om du er falsk eller oprigtig gør intet,
så længe du er stærk og ikke svag.
Kæmp videre i satans fængsel.
Dit sind har intet andet valg,
end at håndhæve de uskrevne regler.
Cellevæggen er bygget af samfundet,
reglerne skal du derfor overholde.
Hvis du overtræder de uskrevne regler,
må du hellere passe på.
Der er en skjult smerte, drivkræften bag dette.
Du kan ikke undslippe dette sted,
du kan ikke bryde ud forbi dens høje bure af fordomme.
Rutinen i samfundet er nøglen til lykken.
Men lad dig ikke foregive at være,
noget du ikke er, blot for at komme fri.
Du må finde dig selv, her i dette fængsel.
Her i dette liv.